Gå til hovedindhold

Spar Nord støtter Solrød FC

4333 Solrød · Nyhedsrummet · Sponsorat

Fodboldstøvlerne er pudset, boldene er fundet frem og græsset på Solrød Stadion begynder atter at blive klar til forårssæsonen i Solrød FC. Som en del af forårsklargøringen har Solrød FC også oprustet deres sponsorbagland ved at indgå en 3-årig sponsoraftale med Spar Nord i Solrød Strand.

Som en del af Spar Nords lokale engagement i Solrød Kommune har banken valgt at støtte den lokale fodboldklub, Solrød FC, med et 3-årigt sponsorat af klubbens bedste herrehold, der i sommeren 2021 rykkede op i landets femte bedste række. Spar Nord logoet vil derfor fremover være at finde rundt omkring på Solrød Stadion samt være repræsenteret på førsteholdets spillersæt, når holdet går på banen for at vinde kampe i Danmarksserien.  

Ifølge bestyrelsesmedlem, Nikolaj Schwartz, betyder sponsoratet utroligt meget for det ny oprykkede førstehold:

- Sponsorater betyder rigtig meget for klubben, men også især for vores Danmarksseriehold, så vi kan forbedre de sportslige faciliteter omkring holdet, fortæller Nikolaj Schwartz og fortsætter: 

- Sponsoratet fra Spar Nord bidrager dermed til miljøet i en stærk breddeklub, der omfavner alle i foreningen, samt til Danmarks hyggeligste stadion. Det betyder blandt andet at vores spillere kan performere bedre til kamp og forhåbentlig fortsætte på Danmarksserie niveau. 

Afdelingsdirektør i Spar Nord Solrød Strand, Marie-Louise Tinsfeldt, er ligeledes stolt og tilfreds over det nye sponsorsamarbejde med Solrød FC.

- Vi finder det helt naturligt at være en del af Solrød FC, og dermed støtte op omkring den lokale fodboldklub, som er et samlingspunkt for rigtig mange mennesker i byen. Vi nyder også selv at komme i klubben, hvor flere af os selv er aktive eller har børn, som træner på grønsværen, fortæller Marie-Louise Tinsfeldt og fortsætter:

- Dertil er vi utroligt stolte af at være en del af en by, som har et Danmarksseriehold. Vi ser derfor frem til at følge drengenes præstationer på banen.

Det varer ikke længe før forårssæsonen starter, og Solrød FC er derfor allerede i fuld sving med forberedelserne til forårets mange kampe. Danmarksserieholdet sparker forårssæsonen i gang lørdag d. 26. marts mod Brønshøj på udebane.

Publiceret d.
15. marts 2022