- Nyheder
- Spar Nord støtter op om Pengeugen 2022
Spar Nord støtter op om Pengeugen 2022

Som led i Pengeugen 2022 har medarbejdere fra Spar Nord i denne uge skiftet bankens lokaler ud med klasselokalet for at undervise 7. - 9. klasser over hele landet i finansiel forståelse.
Pengeugen 2022 er skudt i gang og rundt omkring i landet sidder elever i 7. - 9. klasse klar til at lære om økonomisk sund fornuft, herunder hvordan man undgår at komme i økonomisk uføre senere i livet. Blandt andet med hjælp fra medarbejdere i Spar Nord som i denne uge har byttet sin kontorplads ud med en plads foran tavlen for at hjælpe eleverne med at komme rigtig godt fra start, når de skal lægge grundstenen til deres egen privatøkonomi.
En af de medarbejdere, som i disse dage er ude for at undervise er totalrådgiver i Spar Nord Silkeborg, Rasmus B. Sørensen:
- Som ung kan det være svært at forstå vigtigheden af en god og sund økonomi, fordi man ikke oplever de daglige økonomiske udfordringer før man bliver myndig. Af samme årsag kan det være svært allerede i 7., 8. og 9. klasse at forstå de mange beslutninger og forhold, som er med til at sætte rammerne for en god privatøkonomi. Jeg ser derfor frem til at dele ud af min erfaring og viden om privatøkonomi og ikke mindst digital sikkerhed, når jeg i denne uge besøger to ottende klasser på Frisholm Skole, og forhåbentlig hjælpe dem til at komme godt fra start, så de undgår at falde i diverse økonomiske fælder, når de bliver myndige.
Eleverne, som deltager i Pengeugen, kan også se frem til at blive klogere på renter, årlige omkostninger i procent (ÅOP) og aktier, ligesom de får en grundlæggende introduktion til læse og forstå en lønseddel og skattebetaling, hvis de har et fritidsjob. Ifølge afdelingsdirektør i Spar Nord Fredericia, Tommy Kirkedal Laursen, er det emner, som er vigtige, at unge har en forståelse for, inden de bliver myndige.
- For mange vil det være en masse fagtermer og tal, som de pludselig skal forholde sig til. Men der er en rigtig god læring i at få skabt en forståelse for vigtigheden af at have en god og sund økonomi. For har man ikke det, kan man ende med at spænde ben for sig selv senere i livet. Jeg glæder mig derfor over, at vi på den her måde får lov til at bidrage og tage del i de unges forståelse af privatøkonomi, herunder de konsekvenser det kan have, hvis man mister overblikket og ikke få bedt om hjælp i tide, forklarer Tommy Kirkedal Laursen.
Kunderådgiver i Spar Nord Korsør, Sandie Kristiansen, ser ligeledes frem til en oplevelsesrig dag, som også giver et lille afbræk i hverdagen.
- Det er spændende at komme ud og møde eleverne og tale med dem om deres forståelse af privatøkonomi, og hvilke udfordringer de oplever med det. Hvad er svært og hvad er nemt, og på den måde hjælpe til, at de får en god forståelse af, hvad privatøkonomi egentlig dækker over, lyder det afsluttende fra Sandie Kristiansen.
Pengeuge er et årligt event arrangeret af Finans Danmark, som har til formål at højne børn og unges finansielle forståelse gennem undervisning i privatøkonomi i klasserne 7.-9. klasse. Det er gratis for klasserne at tilmelde sig. I 2022 afholdes pengeugen fra den 14. – 18. marts.
Spar Nord deltager ved 11 aftaler fordelt over hele landet.
Du kan læse mere om Pengeugen her.







