Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
Valuta- og prisændringer:
På disse feriedestinationer får du mere eller mindre for pengene i år

I de næste uger rejser mange danskere til varmere himmelstrøg på sommerferie. Og går turen til Tyrkiet, skal der graves dybere i pengepungen end tidligere, viser en ny analyse fra Spar Nord. Til gengæld koster det stort set det samme som sidste år at være på ferie på flere populære destinationer som Spanien, Portugal, Grækenland, Italien og Frankrig.
Mens kufferten pakkes og forventningens glæde stiger, er det værd at huske, at feriebudgettet er mere end flybilletter og hotelophold. En ny analyse fra Spar Nord viser, hvor langt feriekronerne rækker i år sammenlignet med sidste sommer – afhængigt af, hvor turen går hen.
Et af de rejsemål, hvor man vil kunne mærke en prisudvikling, er Tyrkiet. Her er det blevet 13,1 procent dyrere at holde ferie i år sammenlignet med sidste sommer.
– Tyrkiet har de senere år været ramt af høj inflation, og siden sidste sommer er priserne steget med hele 23,3 procent. Det betyder, at man som turist må forvente betydeligt højere udgifter til eksempelvis mad, drikke og oplevelser. For selvom den tyrkiske lira er blevet svækket over for kronen, opvejer det ikke de samlede prisstigninger. Det betyder, at feriebudgettet ikke rækker lige så langt som tidligere, siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.
– Udviklingen har stået på siden 2018, hvor Tyrkiet begyndte at opleve høj inflation og økonomisk ustabilitet. Siden er situationen blevet forværret af blandt andet coronapandemien og en lempelig pengepolitik, som har løftet prisniveauet markant.
Alt imens det er blevet mærkbart dyrere at holde ferie i Tyrkiet, er prisniveauet stort set uændret i lande som Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, Frankrig og Kroatien, hvor sidstnævnte skiftede til euroen i 2023.
– Her er ændringerne så små, at det næppe vil kunne mærkes i praksis. Det betyder, at man som turist kan regne med nogenlunde samme prisniveau som sidste sommer, og det gør det nemmere at planlægge budgettet hjemmefra, fortæller Jens Nyholm.
Andre rejsemål har rykket sig en smule mere. I Bulgarien er det blevet 2,5 procent dyrere at holde ferie som følge af inflationen, mens prisstigningen i Island ligger på 5,8 procent.
– Når en valuta stiger i værdi i forhold til kronen, som det er tilfældet med den islandske króna, bliver det automatisk dyrere for danske turister. Det er en mekanisme, som mange måske ikke er opmærksomme på, men som har betydning for feriebudgettet, siger Jens Nyholm afsluttende.
Valutakurser og inflationsniveau
Land | Valuta | Inflation | Ændring | Placering |
Rusland | -6,3 | -1,5 | -7,9 | 1 |
Australien | -8,7 | 0,9 | -7,8 | 2 |
New Zealand | -8,8 | 1,0 | -7,8 | 3 |
Kina | -5,4 | -1,6 | -7,0 | 4 |
Mexico | -8,5 | 2,3 | -6,3 | 5 |
USA | -6,3 | 0,8 | -5,5 | 6 |
Canada | -5,5 | 0,2 | -5,3 | 7 |
Brasilien | -9,2 | 4,0 | -5,1 | 8 |
UAE | -6,7 | 1,6 | -5,0 | 9 |
Sydafrika | -3,7 | 1,6 | -2,2 | 10 |
Frankrig | 0,0 | -0,7 | -0,7 | 11 |
Cypern | 0,0 | 0,1 | 0,1 | 12 |
Italien | 0,0 | 0,4 | 0,4 | 13 |
Grækenland | 0,0 | 0,4 | 0,4 | 14 |
Portugal | 0,0 | 0,6 | 0,6 | 15 |
Tyskland | 0,0 | 0,6 | 0,6 | 16 |
Spanien | 0,0 | 0,7 | 0,7 | 17 |
Norge | -0,1 | 1,0 | 0,8 | 18 |
Tjekkiet | 0,6 | 0,3 | 0,9 | 19 |
Sverige | 2,3 | -1,2 | 1,1 | 20 |
Østrig | 0,0 | 1,6 | 1,6 | 21 |
Kroatien | 0,0 | 1,7 | 1,7 | 22 |
Schweiz | 3,3 | -1,6 | 1,7 | 23 |
Egypten | -10,2 | 12,1 | 1,9 | 24 |
England | -0,7 | 2,6 | 1,9 | 25 |
Bulgarien | 0,0 | 2,5 | 2,5 | 26 |
Tunesien | -0,1 | 4,1 | 4,0 | 27 |
Japan | 2,2 | 2,0 | 4,2 | 28 |
Thailand | 5,7 | -1,3 | 4,4 | 29 |
Island | 3,5 | 2,3 | 5,8 | 30 |
Tyrkiet | -23,3 | 36,4 | 13,1 | 31 |
*Tallene er trukket den 16. juni 2025