Gå til hovedindhold

Spar Nord Fonden støtter lokalt projekt

Rungsted-Hørsholm Floorball Klub modtager, på vegne af Spar Nord Fonden, en donation på 10.000 kroner til det lokale projekt ”En tidlig indsats”. Projektet har til formål at få flere til at dyrke sport og motion, og samtidig anvise alternativer til træning af børns motorik.

5293 Hørsholm · Nyhedsrummet · Donation · Fonden

Donationen på 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden til det lokale projekt ”En tidlig indsats” skal gå til indkøb af floorballudstyr til brug i idrætsundervisningen i indskolingen på skolerne i Hørsholm og Fredensborg kommune, og i forbindelse med tværgående projekter mellem forening og SFO’erne på udvalgte skoler.

- Vi er meget glade for den økonomiske opbakning, som vi har modtaget fra Spar Nord Fonden. Rungsted-Hørsholm FK har aktuelt tværgående projekter mellem skoler og foreninger, og denne bevilling vil blive brugt til at indkøbe udstyr, så vores instruktører kan tilbyde bedre undervisning på skolerne, fortæller Stephan Grey, formand i Rungsted-Hørsholm Floorball Klub.  

Rungsted-Hørsholm Floorball Klub er en forening, der har til formål at tilbyde familier attraktive rammer til at dyrke sport, motion og sociale relationer, samt give mulighed for nogle unikke sportsoplevelser. Floorball er en sport, som er velegnet til at træne børns motorik, samtidig med at sporten kan spilles af alle. Inddragelse af floorball i undervisningen har især haft en positiv påvirkning på lysten til at starte til sporten hos den gruppe af elever, som dyrker mindst motion.

- Som lokalbank ønsker vi at styrke fællesskabsfølelsen og samhørigheden mellem mennesker i lokalområdet. Et velfungerende foreningsliv skaber vækst, glæde og trivsel i byen. Derfor er vi, på vegne af Spar Nord Fonden, utroligt glade for at bakke op om det lokale projekt, som Rungsted-Hørsholm FK har stablet på benene, fortæller Jacob Duch-Pedersen, afdelingsdirektør i Spar Nord Hørsholm.

Rungsted-Hørsholm Floorball Klub blev stiftet i 1994. Klubben har hold for spillere i alle aldre og ambitionsniveau. De seneste år har der været en medlemstilgang på over 200 procent, og der er pt. 320 registrerede medlemmer, hvoraf størstedelen er under 25 år.

Publiceret d.
18. oktober 2022