Gå til hovedindhold

Spar Nord ny hovedsponsor for HUI Fodbold

Det er med stor glæde, at Spar Nord tiltræder som ny hovedsponsor for Hørsholm Usserød Idrætsklub (HUI) Fodbold. Klubben har længe søgt efter en samarbejdspartner, der med forankring i lokalmiljøet, vil være med til at støtte op om og udvikle klubben til det næste niveau. 

5295 Hørsholm · Nyhedsrummet · Sponsor · HUI Fodbold

HUI Fodbold har de seneste fem år taget nogle gevaldige spring for at etablere sig som det bedste børnefodboldmiljø i Nordsjælland. Derudover har klubben kæmpet sig til flere DBU licensstjerner hvert år, en konstant vækst i medlemstal, samt udviklet og bibeholdt en stærk grundstamme af spillere fra egen avl på senior- og ungdomshold.

Klubben arbejder for at opnå to overordnede målsætninger: 1) At blive anerkendt som Sjællands førende talentudviklingsklub uden for Superligaen, 2) At være Danmarks største klub af aktive medlemmer/spillere. I jagten på at opnå disse målsætninger, arbejdes der hver dag på at stimulere et attraktivt udviklingsmiljø, som bygger på et tydeligt værdisæt.

- Det er med stor glæde, at vi i Spar Nord Hørsholm træder ind som samarbejdspartner med HUI Fodbold, til glæde for de over 1.200 medlemmer og de mange frivillige, som ligger en masse tid og hjerte i klubben. Foreningslivet har stor betydning for lokalområdet, da det skaber vækst, glæde og trivsel blandt mange mennesker. Det vil vi meget gerne støtte op om, fortæller Jacob Duch-Pedersen, afdelingsdirektør i Spar Nord Hørsholm.

HUI Fodbold spiller i nuværende sæson i Sjællandsserien, hvilket er den sjettebedste fodboldrække i Danmark. Derudover er klubben samarbejdspartner med F.C. København, hvor den nuværende A-landsholdsspiller, Rasmus Højlund, har spillet ungdomsfodbold i begge klubber før hans store gennembrud.

Den 19. oktober vil Spar Nord være kampsponsor, når HUI Fodbold tager imod Superligamandskabet fra AC Horsens på den helt nye kunstgræsbane. Kig forbi og hjælp med at byde Spar Nord varmt velkommen og støt gutterne i deres jagt på at blive det bedst placerede seriehold i Pokalturneringen.

Publiceret d.
20. oktober 2022