Gå til hovedindhold

50.000 skulderklap til kultur- og foreningslivet i Hørsholm

4959 Hoersholm · Nyhedsrummet · 1600X900px · Lokal · 5X10

Smilene blandt de fremmødte var ikke til at tage fejl af, da Spar Nord Hørsholm på vegne af Spar Nord Fonden torsdag den 7. juli kunne overrække en donation på 10.000 kroner til fem af byens foreninger. Pengene går blandt andet til Kongelig Dansk Yachtklub, Rungsted Roklub og Frivilligcenter og selvhjælp Hørsholm.

Med et ønske om at støtte og bidrage til et stærkt lokalt foreningsliv har Spar Nord Fonden valgt at øremærke en ekstra donationspulje på i alt 50.000 kroner til kultur- og foreningslivet i og omkring Hørsholm.

For afdelingsdirektør i Spar Nord Hørsholm, Jacob Duch-Pedersen, er det en glædelig nyhed, at donationerne fra Spar Nord Fonden kan være med til at støtte byens mange fællesskaber og ildsjæle:

- Vi er utroligt stolte af, at vi på vegne af Spar Nord Fonden har mulighed for at give en økonomisk håndsrækning til Hørsholms pulserende foreningsliv. Der er ingen tvivl om, at vores lokale foreninger har stor betydning for byens fællesskab, trivsel og udvikling. Vi håber derfor, at donationerne kan være med til at realisere nogle projekter og derigennem styrke fællesskabet i Hørsholm og omegn.

Der er ingen tvivl om, at der i Hørsholm er et spirende foreningsliv, hvilket også kunne ses i antallet af ansøgninger. Spar Nord Hørsholm har nemlig modtaget langt flere ansøgninger end forventet. Dommerne har altså været på hårdt arbejde i udvælgelsen af de fem foreninger, som hver skulle modtage 10.000 kroner.

- Vi er utroligt glade for, at lokalsamfundet har vist stor interesse for initiativet. Det vidner også om det store engagement, som lokalsamfundet har for at fremme gode formål i og omkring Hørsholm, uddyber Jacob Duch-Pedersen og fortsætter:

- Alle fem modtagere har gjort en ekstraordinær indsats for det lokale fællesskab, og det er præcis det, vi som hele Hørsholms bank ønsker at støtte.

De fem gange 10.000 kroner blev overrakt af afdelingsdirektør i Spar Nord Hørsholm, Jacob Duch-Pedersen, på vegne af Spar Nord Fonden i samarbejde med dommerkomiteen, der bestod af Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune, Fred Jacobsen, redaktør hos Ugebladet Hørsholm og Bo Sejer Johansen, bankrådsmedlem i Spar Nord.

Her er de fem klubber og foreninger, der får glæde af en donation fra Spar Nord Fonden

Kongelig Dansk Yachtklub
Frivilligcenter og selvhjælp Hørsholm
Rungsted Roklub
Kokkedal Golfklub
Hørsholm Rideklub

Du kan læse mere om Spar Nord Fondens uddelingspolitik og ansøge om en donation her

Publiceret d.
11. juli 2022