Gå til hovedindhold

Spar Nord fejrer 15 år i Køge Bugt

4600 Køge Bugt · Nyhedsrummet · 15 År

Der er i den grad noget at fejre i Spar Nord Køge Bugt, som til maj fylder 15 år – og det har ikke gået stille for sig. I den mellemliggende periode har Spar Nord Køge Bugt formået at opbygge et stort bankhus med 45 medarbejdere, 15.000 loyale kunder og et forretningsomfang på 15 mia. kroner.

Der skal 15 flag i fødselsdagskagen hos Spar Nord Køge Bugt, som kan fejre 15 år som lokal bank.

15 år, hvor det er lykkedes den lokale bank at tiltrække nye virksomheder, foreninger og privatpersoner fra hele Køge Bugt-området. For direktør i Spar Nord Køge Bugt, Jesper Køster, er den store succes skabt af hårdt arbejde og kompetente rådgivere, som alle brænder for at yde en god, personlig service.

- Vi kniber os ærligt lidt i armen over, den store opbakning som vi har fra lokalsamfundet. Mere end 25 % af dem, som har skiftet bank i området de sidste 15 år, er skiftet til Spar Nord Køge Bugt. Og vi oplever fortsat stor efterspørgsel fra nye kunder, fortæller Jesper Køster og fortsætter:

- Vores rådgivere arbejder hårdt for at skabe et stærkt bånd til deres kunder. Og det er vores opfattelse, at kunderne kan mærke vores vilje og engagement til at finde de mest optimale økonomiske løsninger til dem.

Det er ikke kun i privatafdelingen, hvor banken har en stor markedsandel. Spar Nord Køge Bugts erhvervsafdeling er nemlig den største i hele Køge Bugt med en markedsandel på hele 15 %.

- Vi har et stort, lokalt erhvervsteam med et højt kompetenceniveau, og der er ingen tvivl om, at det er årsagen til vores store markedsandel. Og med en succesfuld etablering i Solrød Strand i 2021 har vi stor tiltro til fortsat vækst mange år fremover, siger bankdirektøren.

Store ambitioner og drømme for fremtiden

Til trods for den store succes har den lokale bank ingen intentioner om at sænke farten – tvært imod.

- Vi vil fortsat gerne bidrage til at gøre Køge Bugt-området til et endnu bedre sted at bo og drive virksomhed i. Vores lokale hold, på nu 44 medarbejdere, er større og stærkere end nogensinde, og vi arbejder alle benhårdt på at fastholde vores position som hele byens bank, afslutter Jesper Køster.

Publiceret d.
3. maj 2022