Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Lokalkendt rådgiver gør comeback på Lolland Falster
Lokalkendt rådgiver gør comeback på Lolland Falster

Spar Nord Lolland Falster opruster med en stærk lokal rådgiver. Anne Deichmann Hergot er allerede et kendt ansigt blandt mange bankkunder på Lolland Falster, og fra den 1. august starter hun som ny privatkunderådgiver i Spar Nord.
Rigtig mange bankkunder på Lolland Falster kender hende allerede, for 38-årige Anne Deichmann Hergot startede sin bankkarriere som elev i Lollands Bank og har efterfølgende været ansat hos både Nordea og Nykredit i lokalområdet.
Hun er selv født og opvokset på Lolland Falster, og selvom Anne i de seneste to år har været ansat i Vurderingsstyrelsen var hun ikke tvivl om, at hun ville gøre comeback til bankverdenen, da muligheden for en stilling som rådgiver hos Spar Nord bød sig.
- Jeg synes, at det er virkelig spændende at få lov til at være med til at opbygge Spar Nord på Lolland Falster og derigennem kunne gøre en forskel for bankkunderne i vores område. Den måde Spar Nord adskiller sig fra de øvrige pengeinstitutter i vores område ved at engagere sig så meget lokalt gennem f.eks. sponsorater til bl.a. foreningslivet, synes jeg også er utrolig interessant, siger hun.
I det hele taget ser hun frem til at gøre en positiv forskel for kunderne, men også til at bidrage positivt til lokalområdet.
- Jeg ønsker at være med til at gøre Spar Nord til en kæmpesucces på Lolland Falster, og gøre os til den foretrukne bank, som er kendt for god rådgivning med kunden i fokus. Jeg glæder mig i det hele taget meget til at tale med en masse nye kunder og måske også tidligere kunder - og til at komme ud og være synlig i lokalområdet, og gøre en forskel for både bankkunderne og for de foreninger, klubber og institutioner, der gør en indsats for vores lokalområde, fortæller hun.
Hun bor selv i Nykøbing Falster med sin mand og to drenge og har 14 års erfaring fra den finansielle verden. I sin fritid holder Anne af at løbe, rejse og være sammen med familie og venner.