Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
- Nyheder
- Donation sikrer ly og læ til FDF Fjelstervang
Donation sikrer ly og læ til FDF Fjelstervang
Donation sikrer ly og læ til FDF Fjelstervang
Takket være en donation på 28.910 kroner har FDF Fjelstervang kunnet anskaffe sig fire nye pop-uptelte, som giver dem mulighed for at lave mange flere udendørs aktiviteter.

Kerneaktiviteten i FDF Fjelstervang er udeaktivitet, men med danske vejrforhold kan det indimellem være en udfordring - særligt for de mindste børn. Takket være fire nye pop-uptelte kan FDF Fjelstervang nu nemt og effektivt skabe læ fra vind, regn og rusk.
- Vi vil gerne være ude så meget som muligt, og med de nye telte kan vi hurtigt rykke udendørs i stort set al slags vejr. Det er virkelig lækkert med den fleksibilitet, vi nu får. Det gør det det noget nemmere, især med de mindste børn så de kan komme lidt i læ i efterårs- og vinter-perioden, fortæller Thomas Mouridsen, der er tidligere kredsleder i FDF Fjelstervang.
Indkøbet af de fire telte er blevet muligt takket være en donation på 28.910 kroner, som Spar Nord Herning overrakte på vegne af Spar Nord Fonden.
- Hos FDF Fjelstervang sætter de en ære i at give børn og unge et ståsted at møde verden fra, og det arbejde er vi stolte af at kunne bakke op omkring med denne donation på vegne af Spar Nord Fonden. FDF Fjelstervang er dygtige til at sikre, at børn og unge føler sig set, hørt og finder ud af hvor meget de rent faktisk kan udrette selv og i en større flok. Med de nye telte behøver ustadigt vejr ikke længere spænde ben for det gode arbejde, siger Rene Villadsen fra Spar Nord Herning, om donationen, som også har vakt stor glæde hos modtagerne:
- Det betyder alverden at vi har fået donationen, for ellers havde vi slet ikke haft mulighed for sådan en investering. Vi forsøger at være et tilbud for børn, hvor alle prismæssigt kan være med, så der er ikke så mange ressourcer at gøre med til investeringer – og slet ikke i den her størrelsesorden. Så vi er meget glade for støtten, slutter Thomas Mouridsen.