Gå til hovedindhold

1. Selskabets kommunikation og samspil med selskabets investorer og øvrige interessenter

1.1. Dialog mellem selskab, aktionærer og øvrige interessenter

1.1.1. Det anbefales, at ledelsen via løbende dialog sikrer aktionærer, investorer og øvrige interessenter relevant indsigt i selskabets forhold, og at bestyrelsen får mulighed for at kende og inddrage deres holdninger i sit arbejde.

Spar Nord følger anbefalingen.

Spar Nords bestyrelse og direktion prioriter dialogen med selskabets interessenter højt og dedikerer betydelige ressourcer til denne dialog. Hvert år holder Spar Nord aktionærmøder, hvor samtlige bankens aktionærer har mulighed for at deltage. Og hvert år holder direktionen og IR typisk 50-75 møder med professionelle og institutionelle investorer.
Herudover stiller Spar Nord relevant og rettidig information samt direkte kontaktmuligheder til selskabets ledelse til rådighed for interessenterne på selskabets hjemmeside. Bestyrelsen modtager løbende rapportering om den dialog med interessenterne, der varetages af direktionen og dennes stab.

1.1.2 Det anbefales, at selskabet udarbejder politikker for forholdet til aktionærer, investorer og evt. også øvrige interessenter for at sikre, at de forskellige interesser indgår i selskabets overvejelser, og at sådanne politikker gøres tilgængelig på selskabets hjemmeside.

Spar Nord følger anbefalingen.

Spar Nord har en Investor Relations-politik samt politikker på ESG-området, som er tilgængelige på sparnord.dk

1.1.3 Det anbefales, at selskabet offentliggør kvartalsrapporter.

Spar Nord følger anbefalingen.

1.2. Generalforsamling

1.2.1 Det anbefales, at bestyrelsen tilrettelægger selskabets generalforsamling, så aktionærer, der ikke kan være fysisk til stede eller er repræsenteret på generalforsamlingen, kan stemme og stille spørgsmål til ledelsen forud for eller på generalforsamlingen. Komitéen anbefaler, at bestyrelsen sikrer aktionærerne mulighed for at overvære generalforsamlingen via webcast eller anden digital transmittering.

Spar Nord følger anbefalingen.

I henhold til bankens vedtægter udøves retten til at stemme på generalforsamlingen for aktionærer med mindre end 20.000 aktier gennem delegerede. Aktionærer, der ejer mindst 20.000 aktier, kan udøve deres stemmeret direkte på generalforsamlingen. Det er desuden muligt at afgive stemme elektronisk eller via brev forud for generalforsamlingen.

Enhver aktionær kan få et forslag behandlet ved at fremsætte krav herom over for bestyrelsen senest 6 uger før generalforsamlingen. Enhver aktionær, som er noteret eller har begæret deres aktier noteret i ejerbogen, kan møde på generalforsamlingen - enten personligt eller ved fuldmægtig - og tage ordet.

På de årlige aktionærmøder vælger aktionærerne i hver aktionærkreds delegerede, der repræsenterer den del af kredsens aktiekapital, der ikke kan henføres til storaktionærer, på selskabets generalforsamling.

1.2.2. Det anbefales, at aktionærerne i fuldmagter eller brevstemmer til brug for generalforsamlingen kan tage stilling til hvert enkelt punkt på dagsordenen.

Spar Nord følger anbefalingen.

Aktionærernes ret til at udøve stemmeret på generalforsamlingen sker gennem de delegerede. Aktionærer der ejer mindst 20.000 aktier, kan udøve deres stemmeret direkte på generalforsamlingen. Stemmeretten kan udøves via fuldmagt og brevstemme.

1.3. Overtagelsesforsøg

1.3.1. Det anbefales, at selskabet har en beredskabsprocedure for overtagelsesforsøg, der indeholder en ”køreplan” for de forhold, som bestyrelsen bør overveje og tage stilling til, hvis et overtagelsestilbud er fremsat, eller bestyrelsen får en begrundet formodning om, at et overtagelsestilbud kan blive fremsat. Derudover anbefales, at det fremgår af proceduren, at bestyrelsen afholder sig fra, uden generalforsamlingens godkendelse, at imødegå et overtagelsesforsøg ved at træffe dispositioner, som søger at afskære aktionærerne fra at tage stilling til overtagelsestilbuddet.

Spar Nord følger anbefalingen.

1.4. Relation til det omkringliggende samfund

1.4.1 Det anbefales, at bestyrelsen godkender en politik for selskabets samfundsansvar, herunder for socialt ansvar og bæredygtighed, og at politikken er tilgængelig i ledelsesberetningen og/eller på selskabets hjemmeside. Komitéen anbefaler, at bestyrelsen påser, at politikken efterleves.

Spar Nord følger anbefalingen.

Spar Nords bestyrelse beskæftiger sig indgående med forskellige aspekter af samfundsansvar og har vedtaget en række politikker og retningslínjer på området, herunder eksempelvis politik for bæredygtighed og samfundsansvar (ESG), politik for ansvarlige investeringer og bæredygtighedsrisici samt politik for aktivit ejerskab, der findes på bankens hjemmeside. Spar Nord har ligeledes tilsluttet sig FN’s principper for samfundsansvar (UN Global Compact), ansvarlige investeringer (UN PRI), ansvarlig bankdrift (UN PRB) samt FN’s verdensmål.

1.4.2. Det anbefales, at bestyrelsen godkender en skattepolitik, der gøres tilgængelig på selskabets hjemmeside.

Spar Nord følger anbefalingen.