Gå til hovedindhold

Ny privatrådgiver vil sætte Spar Nord Allerød på verdenskortet

5036 Allerød · Nyhedsrummet · Lokale Nyheder · Navnenyt

Alexander Bjerg Spangenberg har siden juni været et nyt ansigt i Spar Nords Allerød afdeling.

Som mange af kollegerne har Alexander Bjerg Spangenberg en fortid i Handelsbanken i Allerød, så selvom han er ny i Spar nord-regi, vil han allerede være et velkendt ansigt for mange bankkunder i byen.

- Det har altid været en drøm at få lov til at starte en filial op helt fra bunden og bygge ”sin egen bank”. Så da Spar Nord tilbød, at jeg kunne være med på rejsen her i Allerød, var jeg ikke i tvivl. Samtidig tiltaler det mig, at banken er både nærværende, personlig, lokal og decentral, og at Spar Nords forretningsmodel giver afdelingen mandat til at træffe egne beslutninger, siger han.

For Alexander er ambitionerne for afdelingen da også høje:

- Det er min målsætning, at Spar Nord Allerød skal have en tæt og personlig relation til kunderne, så banken altid kan skræddersy den helt rigtige løsning til hver enkelt kunde. Vi skal være markedsområdets foretrukne bank med service i verdensklasse, og jeg glæder mig til at bidrage til at sætte banken på ”verdenskortet”, siger han.

29-årige Alexander er bosat i Hillerød med sin hustru Caroline og deres søn Storm på 15 måneder. Han kommer blandt andet med otte års erfaring fra den finansielle sektor og en HD i finansiel rådgivning i bagagen. I sin fritid bruger han ofte tiden på madlavning, cykling, fodbold og familien.

Publiceret d.
18. august 2022