Gå til hovedindhold

Kulturgrupper – fra betragter til skaber

Spar Nord Og Kulturgrupper

En donation fra Spar Nord Fonden på 15.000 til Kulturgrupper i Horsens skal hjælpe gruppens medlemmer med at gå fra at betragte kunst og kultur til selv at være udøvere.

Kulturgrupper er arrangeret af Horsens Sund By og har siden 2017 givet sårbare borgere udenfor arbejdsmarkedet mere indhold og mening i dagligdagen med forskellige kulturoplevelser. Programmet har siden starten budt på alt fra museumsbesøg, byvandringer, koncerter og teater, når deltagerne mødes om en fælles kulturoplevelse og et tilhørende netværksmøde.

- Som Hele Byens Bank synes vi, at Horsens og omegn skal have et blomstrende kultur- og fritidsliv, men vi er også opsatte på, at så mange som muligt i lokalområdet får glæde og gavn af de tilbud, der er til rådighed. Derfor vil vi også gerne bakke et projekt som Horsens Sund Bys Kulturgrupper op, fortæller Jan Rasmussen, direktør i Spar Nord Horsens, og fortsætter:

- Brugerne af Kulturgrupperne oplever både at oplevelserne giver dem større indhold i hverdagen og gør dem til en del af et godt fællesskab med ligesindede. Vi er glade for på vegne af Spar Nord Fonden at donere midler, der kan videreudvikle konceptet og skabe endnu større værdi for brugerne.

Det er nemlig ambitionen, at medlemmerne i Kulturgrupperne fremadrettet ikke bare skal betragte kunst og kultur, men selv skal være aktive udøvere og skabe kunst – og det skal donationen blandt andet bidrage til.

Har du lyst til at læse mere om Sund Bys Kulturgrupper kan du gøre det lige her 👉https://horsenssundby.dk/

Publiceret d.
17. juni 2022