Read more about Pension

Livslang Pension

Ønsker du økonomisk tryghed i form af en pensionsudbetaling hver måned, uanset hvor gammel du bliver? Så er Livslang Pension det rette valg.

Du skal opfylde få kriterier

Den eneste forudsætning for at tegne en Livslang Pension er, at du endnu ikke er fyldt 75 år. Ordningen er dog især attraktiv for dig, hvis du kan sætte flueben ved et eller flere af disse punkter:

  • Du ønsker en livslang indtægt uafhængigt af folkepensionsreglerne
  • Du har nået fradragsgrænsen på din ratepension
  • Du vil give dig selv mulighed for økonomisk frihed til fx at kunne blive boende i din bolig, så længe du ønsker
  • Du betaler topskat og ønsker en fordelagtig opsparing

Indbetaling og fradrag som privatperson

Som privatperson: Her er der ingen øvre grænse for indbetalinger. Vær dog opmærksom på, at hvis du indbetaler til en privattegnet ordning og ønsker at indbetale mere end opfyldningsfradraget på 63.200 kr. i 2026, kan du få fuldt fradrag, hvis du benytter ”10 årsreglen”.

Fast indbetaling i 10 år

Du indgår en bindende aftale med dit pensionsselskab i 10 år. Aftalen skal fastlægge beløbets størrelse og indbetalingsperiode. Du får fuldt fradrag af beløbet uanset størrelsen, og skal selv påføre fradraget på din forskudsopgørelse og årsopgørelse i Rubrik 24.

Eksempel

Du indbetaler 75.000 kr. til din pensionsordning hvert år i 10 år svarende til i alt 750.000 kr. Du får fuldt fradrag for 75.000 kr. hvert år i 10 år.

Hvis du stopper med at indbetale de 75.000 kr. om året, inden der er gået 10 år, misligholdes aftalen. Det betyder, at Skattestyrelsen laver en genberegning og efterbeskatning af de fradrag, du har fået for meget.

Fast indbetaling i mindre end 10 år samt engangsindskud

Foretager du en engangsindbetaling og/eller er indbetalingsperioden mindre end 10 år, skal du som hovedregel fordele fradraget med 1/10 fradrag i hvert af de 10 år, eller du kan bruge opfyldningsfradraget med mulighed for kortere fradragsperiode.  

Eksempel

Du indbetaler 80.000 kr. til din livrente hvert år i fem år svarende til i alt 400.000 kr. Eller indbetaler et engangsbeløb på 400.000 kr.

Mulighed 1

Du skal som udgangspunkt fordele dit fradrag ud over 10 år, så du får fradrag for 40.000 kr. hvert år (1/10 af 400.000 kr.).

Mulighed 2

Du kan vælge at få størst muligt fradrag hurtigst muligt.

  • År 1-6: Du kan få fradrag op til opfyldningsfradraget på 63.200 kr. i 2026 fra hvert af de første fem år.
  • År 7: Du kan få fradrag for den resterende del af din indbetaling på 400.000 kr., da beløbet er under opfyldningsfradraget. 400.000 kr. minus 6 x 63.200 kr. = 20.800 kr. Opfyldningsfradraget bliver reguleret hvert år. I dette eksempel er 2026-satsen anvendt for alle årene. Satsen for 2025 var 60.300 kr.

Indbetaling og fradrag som selvstændig erhvervsdrivende

Er du selvstændig og beskattes personligt af virksomhedens overskud? Så kan du indbetale op til 30 % af overskuddet til Livslang Pension – og få fradrag i samme indkomstår, selv hvis beløbet overstiger opfyldningsfradraget på 63.200 kr. (2026). Har du forskudt indkomstår, træder det i stedet for kalenderåret i relation til indbetalingsfrist og fradragstidspunkt (fx indbetalingsfrist 30/6 for at opnå fradrag i indkomstår der slutter 30/6).

Udbetaling og beskatning

Med Livslang Pension får du en månedlig udbetaling så længe du lever – beskattet som personlig indkomst. Du vælger selv, hvornår udbetalingen skal starte, dog senest når du fylder 75 år.

Pensionen påvirker ikke folkepensionens grundbeløb, men kan give modregning i folkepensionstillægget afhængigt af din indkomst.

Vær opmærksom på, at hvis du hæver pensionen før tidligste udbetalingstidspunkt, skal du betale en afgift på 60 %. 

Tryghed for dig –og dine nærmeste

Med Livslang Pension har du en depotsikring indtil du fylder 75 år. Hvis du dør inden udbetalingen starter, bliver værdien af din opsparing udbetalt til dine nærmeste – fratrukket en statsafgift på 40 %.

Vi anbefaler derfor, at du senest starter udbetalingen når du fylder 75 år, da depotsikringen ophører herefter. Anbefalingen er et udgangspunkt - vi vurderer altid din situation og skræddersyr løsningen til dine behov.

Livslang Pension er som standard ”født” med en garantiperiode, så dine efterladte overtager dine udbetalinger, hvis du dør som pensionist inden for garantiperioden. Garantiperioden kan typisk vare 15-20 år fra udbetalingsstart og giver ekstra økonomisk tryghed til dine nærmeste. Garantien er valgfri, og kan  fravælges inden udbetalingsstart. Fravælger du garantien, vil du opleve lidt højere udbetalinger, end hvad din prognose har vist dig. Når du dør, vil den resterende opsparing ikke udbetales til dine nærmeste. 

Fra 7. april 2026 vil alle eksisterende og nye Livslang Pensioner investeres i AP Pensions løsninger. Denne ændring er en del af et udvidet samarbejde med AP Pension, som giver dig adgang til et bredere investeringsunivers. Læs mere om det nye investeringsunivers her.

Afkastskat

Din pensionsopsparing bliver årligt beskattet af positivt afkast, der bliver skabt på din investering. Denne beskatning kaldes PAL-skat (Pensionsafkastskat) og udgør 15,3 % i 2026. PAL-skatten opkræves automatisk hvert år i januar måned og bliver trukket direkte fra din pensionsopsparing – du skal derfor ikke selv gøre noget. Investerer du selv, skal du dog sørge for, at der er dækning på kontoen.

Investeringsmuligheder

Form din fremtid med det rette investeringsvalg.

Din Livslang Pension bliver investeret ud fra din investeringsprofil, som bl.a. tager højde for din risikovillighed, tidshorisont og præferencer, så balancen mellem risiko og mulighed for forventet afkast passer til dig.

Vi anbefaler dig en plejeløsning, hvor dit investeringsvalg løbende rebalanceres i takt med udviklingen af din opsparing. Vil du hellere selv stå for hele eller dele af dine investeringer, har du også mulighed for det. Fleksibiliteten er stor.

Få et overblik over dine muligheder her:

Fast aktieandel

– du bestemmer niveauet


Fast aktieandel er for dig, der ønsker et fast risikoniveau, som du kan justere, når dine behov ændrer sig. Du vælger én af fire profiler med forskellig aktieandel: Lille, Mellemstor, Stor og Meget stor. AP Pension investerer aktivt for dig inden for din valgte profil, men risikoen nedtrappes ikke automatisk. Ønsker du lavere eller højere risiko, kan du altid skifte profil.

Du får:  

  • Fast risikoniveau uden automatisk nedtrapning  
  • Professionel forvaltning og enkel styring  
  • Mulighed for bæredygtig variant 

Livscyklus

– lad risikoen følge din alder


AP Active er for dig, der ønsker en plejeløsning, hvor risikoen automatisk nedtrappes, jo tættere du kommer på pensionsalderen. Når der er lang tid til pension, investeres en større del af opsparingen i aktiver med højere forventet afkastpotentiale. Risikoen reduceres gradvist, så din opsparing bliver mere stabil, når du nærmer dig pension.

Du får:  

  • Automatisk nedtrapning af risiko over tid  
  • Professionel forvaltning  
  • Mulighed for bæredygtig variant 

Eget valg

– skræddersy selv dine investeringer


Eget valg er for dig, der ønsker maksimal indflydelse over, hvordan din pensionsopsparing investeres. Du får adgang til et bredt udvalg af kvalitetssikrede fonde på tværs af forvaltere, aktivklasser, geografi, risikoniveau samt aktiv/passiv forvaltning. Du fastsætter selv fordelingen og kan justere den, når dine behov ændrer sig. Du kan desuden kombinere egne fondsvalg med AP Active, fast risikoprofil og AP Omtanke.

Du får: 

  • Fuld kontrol over risikoniveau og aktivfordeling  
  • Adgang til et bredt udvalg af fonde  
  • Mulighed for at kombinere egne valg med andre løsninger  

Ugaranteret gennemsnitsrente

– stabil forrentning

 
AP Stabil er for dig, der ønsker en stabil og forudsigelig vækst i din opsparing. Renten fastsættes typisk for et år ad gangen, og AP Pension lægger penge til side i gode år for at sikre stabilitet i år med lavere afkast.

Du får: 

  • Stabil forrentning 

Det bæredygtige valg

Med AP Omtanke kan du investere din Livslang Pension i aktiver, der bidrager positivt til FN’s verdensmål, grøn omstilling og reduktion af CO₂-udledning. Du kan vælge AP Omtanke som Fast aktieandel eller Livscyklus.

Sådan ændrer du dit investeringsvalg

Du kan når som helst ændre dine investeringsvalg med MitID på ”Min Pension” her: appension.dk/investeringsvalg.

Hvis du vil vide mere om AP Pensions investeringsstrategi, kan du læse mere her  appension.dk/privat/oekonomien-i-din-pension/investering.  

Omkostninger

Her er et overblik over de samlede omkostninger på din opsapring.

Omkostningsstruktur fra den 7. april 2026

Vederlag pr. 7. april 2026

Dine omkostninger som kunde

Vederlag af indbetaling

3,0% af indbetalingen op til 100.000 kr.
1,5% af indbetaling på 100-250.000 kr.
0,5% af indbetaling over 250.000 kr. 

Depotomkostninger

0,45%

Månedligt gebyr under indbetaling

86,70 kr.

Månedligt gebyr under udbetaling

89,00 kr.

Handelsomkostninger

0,25 %
(Kurtagen kan max. udgøre 190 kr. pr. handel pr. fond pr. dag) 

 

 

Loyalitetsbonus

Som kundeejet pensionsselskab giver AP Pension en del af overskuddet tilbage til kunderne – det kaldes AP Loyalitetsbonus. Bestyrelsen, som vælges af kunderne, vurderer, om der er økonomisk råderum til at udlodde bonus.

AP Pension sender 277 mio. kr. retur til kunder med pensionsopsparinger investeret i AP´s investeringsunivers.

I 2025 opnåede AP Pension en historisk høj vækst og et overskud på 336 mio. kr. Samtidig leverede selskabet et samlet investeringsafkast på 12,3 mia. kr. og en samlet præmievækst på 29 pct. - den højeste i AP Pensions historie.

De flotte resultater betyder, at AP Pension sender 277 mio. kr. tilbage til kunderne i form af AP Loyalitetsbonus for 2025. Beløbet til den enkelte pensionskunde bliver beregnet ud fra størrelsen på kundens pensionsopsparing pr. 31. december 2025, og udbetales i maj 2026.

Har du haft din Livslang Pension investeret gennem Spar Nord eller Nykredit i 2025, vil du ikke modtage loyalitetsbonus fra AP Pension i 2026. Har du i stedet fået flyttet din investering i Livslang Pension fra Spar Nord eller Nykredit til AP i 2026, eller opretter du en ny ordning i 2026, starter du optjening fra indbetalingsstart og kan, hvis AP Pension opnår overskud, potentielt modtage loyalitetskroner til udbetaling i maj 2027. Betingelsen er, at din Livslang Pension stadig er placeret i AP Pension.

I videoen herunder kan du høre mere om AP Loyalitetsbonus  

Relateret indhold om pension