Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Tjekliste: Sådan forbereder du dig på at sælge din bolig

28 · Topfoto

Det betaler sig at være velforberedt. Også når du vil sælge din bolig. Her får du en tjekliste med ting, der kan være afgørende for dit boligsalg.

Har du først besluttet dig for at sælge din bolig, kan det være svært at vente med at få boligen på markedet. Især hvis du allerede har en ny bolig i kikkerten. Men der er faktisk flere ting, du gør klogt i at gøre, inden du ringer til ejendomsmægleren. Se bare her!

1

Overvej, hvorfor du vil sælge

Udover at der er mange omkostninger forbundet med at sælge og eventuelt købe ny bolig, er det heller ikke helt uden omkostninger at flytte. Det kan derfor være en god idé at få klarlagt, hvorfor du gerne vil sælge, inden du ringer til ejendomsmægleren. Har du langt til arbejde, kan det blive nødvendigt at flytte. Men mangler du plads, er det måske billigere at låne til en tilbygning. Forhør dig evt. om dine muligheder hos din bankrådgiver.

2

Spørg banken til råds

Indvi din bankrådgiver i dine ønsker og drømme for fremtiden. På den måde ved du, hvordan du er stillet økonomisk, hvis du får solgt og eventuelt skal købe ny bolig. Din rådgiver kan også oplyse dig om, hvilke omkostninger der er forbundet med at sælge og eventuelt købe ny bolig.

3

Indhent tilbud fra flere mæglere

Medmindre du selv har tænkt dig at stå for fremvisningen af din bolig, er det godt givet ud at bruge tid på at finde den helt rigtige ejendomsmægler til at sælge din bolig. Sørg for at indhente tilbud fra flere ejendomsmæglere, og bed dem evt. om at dokumentere, hvordan de har fastsat prisen. Du kan også undersøge, hvor mange boliger den enkelte ejendomsmægler har solgt, og hvor hurtigt vedkommende gennemsnitligt er til at sælge.

4

Fix småskader

Huller i taget, løse fliser på badeværelset eller andre K3-skader kan virke afskrækkende på potentielle købere. Er tilstandsrapporten fyldt med anmærkninger, gør du derfor klogt i at få udbedret nogle af skaderne, inden din bolig bliver sat på markedet. Sørg som minimum for at tage hånd om de skader, som du forholdsvist nemt og billigt kan fixe. Ejendomsmægleren vil som regel komme med forslag til forbedringer under vurderingen af din bolig. 

5

Tag stilling til ejerskifteforsikring

Overvej, om du vil tegne en ejerskifteforsikring, inden du sætter til salg. Som sælger er du nemlig ansvarlig for skjulte fejl og mangler i den bolig, du har solgt, og ansvaret gælder i ti år efter salgstidspunktet. Fravælger du en ejerskifteforsikring, kan det derfor ende med at koste dig mange penge, hvis det senere viser sig, at der er skader.

6

Ryd op

Et pænt og ryddeligt hjem virker alt andet lige større og mere indbydende end et hjem, hvor der ligger ting og flyder overalt. Når der er ryddet op, kan potentielle købere også bedre vurdere, om boligen kan indrettes på en anden måde, og hvor deres egne møbler eventuelt kan stå. Har du mange ting, kan en løsning være at få opbevaret dele af dit inventar i en periode.

7

Overvej din mindstepris

Kender du din smertegrænse på forhånd, slipper du for at spilde din tid på at forhandle med potentielle købere, der kommer med urealistiske bud. Tag eventuelt din bankrådgiver med på råd, så du ved, hvor langt ned du har råd til at gå. Tænk også gerne over, hvor meget det haster med at få solgt, når du fastsætter din beløbsgrænse.

Vil du gerne have flere tips til at sælge din bolig? Du er kun ét klik fra ejendomsmæglerens bedste råd til, hvordan du gør din bolig nemmere at sælge.

Publiceret d.
6. februar 2020

Skal vi hjælpe med dit boligsalg?

Kontakt os helt uforpligtende, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Vi er her for at rådgive.