Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
Stærkt lokalt samarbejde sikrer sommermusik i Korsør

Spar Nord Korsør har, på vegne af Spar Nord Fonden, overrakt en donation på 25.000 kroner til Korsør Picnickoncerter.
Donationen fra Fonden skal støtte et nyt initiativ i regi af de populære tirsdagskoncerter – nemlig en større festival, der afholdes fredag den 4. juli fra kl. 16:00-00:00, hvor hele 4 bands kommer og spiller.
- Når vi rykker en koncert til en fredag og udvider programmet med flere bands, så stiger udgifterne naturligt – både til musik, lyd og lys. Det er netop dette særlige arrangement, vi har søgt støtte til, forklarer Henny Blichfeldt Jacobsen, formand for Korsør Picnickoncerter.
Koncerterne afholdes i det naturskønne område Gryden ved Fæstningen i Korsør, og arrangementerne har gennem 22 år trukket flere hundrede gæster til hver eneste tirsdag i sommerperioden. Alle koncerter er gratis og baseret på frivilligt arbejde.
- Korsør Picnickoncerterne er en væsentlig del af det kulturelle tilbud i byen og har været det i en årrække. Frivilligheden er i højsædet, anført af Henny Blichfeldt Jacobsen, som sammen med de øvrige frivillige yder en kæmpe indsats for at skabe musikoplevelser i særklasse, fortæller Lennart Husted Laursen, afdelingsdirektør i Spar Nord Korsør.
- Det er en fornøjelse at kunne overrække denne donation på vegne af Spar Nord Fonden. Det er netop opbakningen fra lokalbefolkningen til Spar Nord, der gør det muligt for os at give støtte retur til lokale initiativer. Jeg er stolt over at arbejde i en bank, hvor vi har mulighed for at bakke op om det lokale foreningsliv – et foreningsliv, som jeg selv har fået meget ud af, siden jeg som fireårig flyttede til Korsør, tilføjer han.
Den planlagte minifestival skal fungere som et supplement til de traditionelle koncerter og er et forsøg på at udvide konceptet med et nyt format, der kan tiltrække endnu flere musikelskere til byens kulturelle samlingspunkt.