Gå til hovedindhold

Spar Nord støtter nordjyske børn og unges trivsel

4681 Frederikshavn · Nyhedsrummet · Gestus Nord

Gestus Nord har siden 2013 arbejdet dedikeret for at gøre en indsats for børn og unge i Nordjylland, som kommer fra familier med begrænsede midler og muligheder samt, hvor der er behov for en ekstra håndsrækning. I 2022 sætter Gestus Nord særligt fokus på indsatsen i Frederikshavn Kommune, hvorfor Spar Nord Frederikshavn netop har indgået en aftale om et sølv erhvervspartnerskab til det gode formål og håber at flere lokale virksomheder også vil bakke op.   

Gestus Nord blev stiftet i Aalborg i marts 2013. Foreningens formål er at give lidt igen ved at yde støtte til nordjyske børnefamilier. Det kan være i form af en håndsrækning til konfirmation, fritidsliv og uddannelse eller tiltag som gode familieoplevelser, børnefødselsdage og lektiehjælp.

For direktør i Spar Nord Frederikshavn, Morten Kock, betyder det meget at kunne støtte op omkring det gode formål og derigennem bidrage til, at børn og unge kan få muligheder, som de ellers ikke ville have. Gestus Nord får mange ansøgninger om støtte fra børnefamilier i Frederikshavn Kommune og forventer at uddele og igangsætte tiltag for omkring 1. mio. kroner i Frederikshavn Kommune, hvorfor Morten Kock mener at der et lokalt behov for foreningens støtte.

- Vi er utroligt stolte over at have indgået en aftale om sølv erhvervspartnerskab med Gestus Nord. Det er vigtigt, at vi som byens bank tager ansvar og bidrager til at hjælpe de børn, som på den ene eller anden måde har det svært. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle støtte op omkring Gestus Nords flotte arbejde, fortæller Morten Kock.

Ligeledes glæder projektleder i Gestus Nord, Jette Nørsøller Uhrenholt, sig over, at Spar Nord Frederikshavn har valgt at indgå et sølv erhvervspartnerskab og derigennem bidrager til at sætte fokus på Gestus Nord.

- Vi er af den overbevisning, at lokal velgørenhed skal ske med opbakning fra det lokale erhvervsliv, og vi kan mærke, at vi deler den overbevisning med Morten Kock i Spar Nord Frederikshavn. Spar Nord Frederikshavn er gået forrest ved til at tage et medansvar for udsatte børn og unge gennem Gestus Nord, og vi kan kun opfordre andre virksomheder til også at blive en del af Gestus Nords erhvervspartnernetværk, fortæller Jette Nørsøller Uhrenholt.

De økonomiske midler til at drive Gestus Nord kommer blandt andet fra en række nordjyske erhvervspartnere. I den forbindelse afholder foreningen et gallaarrangement for at samle ind til det gode formål. Temaet for dette års gallaarrangement er ’På Toppen’, da indsamlingen går til Gestus Nords aktiviteter i den nordlige del af Danmark. Arrangementet afholdes torsdag den 16. juni i Skagen Fiskerestaurant, hvor gæsterne vil blive budt på velsmagende mad, lækre vine og en lang række festlige indslag. 

- Vi håber selvfølgelig, at der er endnu flere virksomheder fra lokalområdet som vil bakke op omkring Gestus Nord og deltage i gallaarrangementet. Forhåbentligt vil det betyde, at vi kan samle flere penge ind og derigennem støtte børn og unges trivsel i Frederikshavn Kommune, siger Morten Kock.

Publiceret d.
30. maj 2022