Gå til hovedindhold

Spar Nord ser potentialet i Glashærderiets strategiske omstilling

7210 Roskilde · Nyhedsrummet · Glashærderiet

Glashærderiet i Brøndby har et erklæret mål om at blive Danmarks første glasproduktionsvirksomhed, der arbejder hen imod at blive CO2-neutral og udarbejde en ESG-opgørelse.

At tænke ud ad boksen og adskille sig fra andre virksomheder er slet ikke nyt for indehaver Danny Olsen:

- Det er helt naturligt og en selvfølge for os at tænke på både miljøet, klimaet, det sociale ansvar og at skabe rammer for en god arbejdsplads med mennesket i trivsel. Det er kommet på alles læber, så hvis man skal tale om, at der er noget nyt i det for vores forretning, så er det nok, at kunderne er begyndt at efterspørge det, forklarer Danny Olsen.

En rejse mod at blive klimaneutral
Allerede i 2012 tog Glashærderiet en beslutning om at blive forsynet med vindenergi. I 2019 blev produktionen udvidet med 2.000 kvadratmeter og et vandblandingsanlæg til vandrensning blev erhvervet med finansiering gennem Spar Nord for at kunne genanvende omkring en million liter vand om året.

- Spar Nord ser potentialet i Glashærderiets omstilling af produktionen. Det betyder rigtig meget for os, at de er med på rejsen og er med til at sikre, at vi som virksomhed står stærkt økonomisk, forretningsmæssigt og konkurrencemæssigt. Vi har en sund økonomi, men det er jo stadig vigtigt for os, at banken er med os i forhold til de store investeringer, som det kræver for at omstille produktionen til nye og smarte løsninger, forklarer Danny Olsen.

Efterspørgsel efter miljøvenlige løsninger
Glashærderiet satser på at sælge mere glas direkte til private kunder. Håbet er, at virksomhedens strategiske omstilling åbner op for et marked, som ønsker at købe klimaneutralt af principielle årsager og købe produkter af virksomheder, som udviser både social og miljømæssig ansvarlighed.

- Vi oplever, at både erhvervs- og privatkunder efterspørger danskproduceret og co2-neutral produktion af glas. Der er et kæmpe marked for at gå den vej. Med Spar Nord i ryggen kan vi som virksomhed forfølge og realisere strategien, og næste skridt på rejsen er at investere i en miljøvenlig emballagemaskine. Desuden har vi tilknyttet en konsulent, som vil hjælpe os med at lave EGS-regnskabet og dermed også klimaregnskabet, slutter Danny Olsen.

Spar Nord er fulde af forventninger til Glashærderiets ambitiøse strategi og er stolte af at bakke op om virksomhedens foreløbige og fortsatte rejse forbundet med at omstille produktionen for at forbedre de miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold.

Læs mere om Spar Nords arbejde med ESG: https://www.sparnord.dk/om-spar-nord/esg

Fakta om Glashærderiet
I 2008 stiftede Danny Olsen Glashærderiet A/S, da han så en mangel på glasleverandører i og omkring København, der hærdede glas. I 2019 blev produktionen udvidet med 2.000 kvadratmeter topmoderne faciliteter i Brøndby. Det ihærdige arbejde med ESG er netop påbegyndt for også at understøtte virksomhedens arbejde i relation til klima og miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

Publiceret d.
2. april 2024