Gå til hovedindhold

Spar Nord hylder 4 succesvirksomheder i Nyborg

6656 Nyborg · Nyhedsrummet · 4 X Succesvirksomheder

Med erhvervsprisen Succesvirksomhed anerkender Spar Nord og BDO de 1.000 danske virksomheder, der lykkes bedst med at skabe vækst og overlegne finansielle resultater. En pris som fire virksomheder i Nyborg Kommune til stor glæde har modtaget.

Succesvirksomhed 2023 uddeles af Spar Nord og BDO til top 200 virksomheder i hver af landets 5 regioner baseret på antal medarbejdere og de tre centrale nøgletal: Resultat før skat, egenkapital og soliditet. Det er således de virksomheder, der er med til at skabe vækst i erhvervslivet. De er foregangsvirksomheder og en oplagt kilde til inspiration for andre ambitiøse virksomheder.

Et flot skulderklap der i Nyborg Kommune blev uddelt til fire virksomheder, der glædeligt kunne tage imod den hæderlige erhvervspris overrakt af Jan Sandi Sørensen, direktør i Spar Nord Nyborg, og Brian Andersen, statsautoriseret revisor hos BDO i Svendborg. De fire succesvirksomheder i Nyborg er følgende:

  • Axel Pedersen El ApS – El-installatør der servicerer både private, landbrugs- og industrikunder, samt flere offentlige institutioner. Stort tillykke til indehaver Thomas Radkjær Nielsen og hans medarbejdere, der har bidraget til flotte virksomhedsresultater.
  • Ørbæk Autogenbrug ApS – Moderne autogenbrug som leverer gode kvalitets bestemte reservedele til næsten alle bilmærker. Stort tillykke til indehaver Ole Møller Andersen, søn og medindehaver Rasmus Møller Andersen og Anders Møller Andersen, søn og medindehaver.
  • Aage Pedersen & Søn ApS – Murer-, tømrer- og entreprenørvirksomhed der beskæftiger sig med alt fra fredet ejendomme til nybyg. Stort tillykke til indehavere Jon Bak, Frank Hjorthaab og Kasper Cordes, der på flotteste vis nu kan fejre succesvirksomhedsprisen for tredje år i træk.
  • Halm 80 ApS – Moderne virksomhed der løser alsidige opgaver inden for transport- og landbrugsarbejde for kunder i hele Danmark. Stort tillykke til indehavere Sussie og Christopher Jensen og hele holdet bag Halm 80 ApS.

Alle succesvirksomheder får en vinderstatuette, som synligt bevis for deres indsats. Derudover bliver alle vinderne hyldet til en regional finale, hvor også den allermest fremtrædende Succesvirksomhed i regionen bliver fremhævet. I hver region uddeler Spar Nord og BDO én hovedpris, som gives til en virksomhed, der har gjort sig særligt bemærket.

Publiceret d.
6. oktober 2023