Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Så hurtigt tjener du din energirenovering hjem

Stigende renter og inflation har gjort det dyrere at finansiere en energirenovering, men til gengæld er udsigten til at tjene investeringen hjem i besparelser markant kortere end for få år siden. Det viser beregninger fra Spar Nord og NRGi, der sammen har kigget på nogle af de mest populære renoveringer

Jan · Nyhedsrummet · Energiforbedringer

Vinteren er over os, og de stigende energipriser kan i disse måneder for alvor mærkes i mange danske hjem i form af stigende varmeregninger. De stigende priser har øget incitamentet til at energirenovere – også selvom det er blevet dyrere at låne penge.

Ifølge nye beregninger fra Spar Nord og NRGi vil fx en hulmursisolering af et ældre hjem finansieret med et lån med variabel rente kunne tjenes hjem på blot 2 år og seks måneder. Lavede man samme beregninger for en boligejer tilbage i efteråret 2019, ville beskeden være, at investeringen kunne tjene sig selv hjem på 4,5 år.

- Forskellen skyldes, at den årlige besparelse i omkostninger til energi i regneeksemplet er markant højere i år som følge af prisstigningerne på energi. I det konkrete eksempel med en hulmursisolering er den forventede årlige besparelse mere end dobbelt så høj, og det trumfer simpelthen både inflationen, der har ført til højere omkostninger på renoveringsprojekter, og de øgede finansieringsomkostninger som følge af de hastigt stigende renter, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm og fortsætter:

- Regnestykket vil selvfølgelig se anderledes ud, hvis energipriserne de kommende år ser væsentlig anderledes ud end i år. Forventningen er, at priserne vil blive lavere. Måske ikke til næste år, men så de efterfølgende år. Men hvis der er en ting, det seneste år har lært os, så er det, at det er meget at spå om, og derfor har vi valgt ikke at forsøge at gætte på priserne for de kommende år.

Spar Nord har i samarbejde med NRGi fundet frem til nogle af de mest fordelagtige energirenoveringer, som boligejere kan foretage, og kommer her med eksempler på omkostninger, forventet årlig besparelse og forventet tilbagebetalingstid ved forskellige renoveringsscenarier:

Hulmursisolering
En renoveringsmulighed, som er relativt billig og hurtigt tjent ind, er isolering af boligens hulmur. En del ældre boliger er nemlig bygget med en hulmur, som kan betale sig at isolere, lyder det fra byggesagkyndig og energirådgiver hos NRGi Bo Halm Andersen. 

- Tager man for eksempel udgangspunkt i en typisk bungalow fra 1935 med et hulmursareal på i alt 85 kvadratmeter, som efterisoleres i én etages højde i hele husets omkreds, vil prisen være omkring 300 kroner per kvadratmeter, hvilket resulterer i en investering på cirka 25-26.000 kroner eksklusive finansiering. Prisen i 2019 var 22.000 kroner. Hvis huset varmes op med naturgas, vil den årlige besparelse på varmeregningen være på op til 11.000 kroner. 

Isolering af taget
Isolering af boligens tag er en anden oplagt energirenovering, som man bør overveje, siger Bo Halm Andersen.

- Tager man udgangspunkt i et etplanshus på 130 kvadratmeter fra 1970, som er opvarmet med naturgas og isoleret med ti centimeter isolering, kan der være en del penge at spare på varmeregningen ved at efterisolere med 20-30 centimeter ekstra. Her kan man eksempelvis få indblæst isoleringsgranulat, hvor omkostningen er på cirka 35.000 kroner eksklusive finansieringsomkostninger, forklarer Bo Halm Andersen og fortsætter: 

- Det er 10.000 kroner dyrere end i 2019, men en investering i en tagrenovering vil betyde, at man sparer omkring 4.600 kroner på varmeregningen, hvilket til gengæld er en besparelse, der er 2.400 kroner højere, end hvis vi sammenligner med energipriserne i 2019. Samtidig får man så også mere komfort i boligen. Hvis man således bor i et hus, hvor man planlægger at bo i mange år, kan investeringen helt bestemt svare sig.

Udskiftning af vinduer
Ejere af ældre boliger kan med fordel også vælge at udskifte boligens vinduer. Her er der både mulighed for at skifte hele vinduet ud, men man kan også vælge bare at skifte de gamle ruder med nye, moderne energiglas med en bedre isoleringsevne.

- I et hus med et vinduesareal på 20 kvadratmeter monteret med tolags termorude med kold kant af ældre dato vil udskiftningen til nye vinduer med en energiruderefterisolering koste cirka 120.000 kroner. Varmes huset op med el-radiatorer, kan der spares op til 10.030 kroner på varmeregningen årligt, lyder det fra Bo Halm Andersen og fortsætter: 

- Hvis man sammenligner med hulmur- og tagisolering, vil en investering i udskiftning af vinduer tage længere tid at tjene ind. Til gengæld kan det helt sikkert mærkes på komforten, idet nye vinduer bidrager til betydeligt bedre indeklima uden træk og kuldenedslag samt optimeret lydisolering. 

Faktaboks: Eksempler på omkostninger, årlig besparelse og forventet tilbagebetalingstid ved forskellige renoveringsscenarier

Investering (kr.)

2022

2019

Forskel

Hulmur

25.500
(27.140 inkl. finansieringsomkostninger)

22.000
(23.415)

2.500
(3.725)

Tag

35.000
(37.250)

25.000
(26.605)

10.000
(10.645)

Vinduer

120.000
(127.710)

100.000 (106.420)

20.000 (21.290)

 

Årlig besparelse (kr.)

2022

2019

Forskel

Hulmur

11.000

5.200

5.800

Tag

4.600

2.200

2.400

Vinduer

10.030   

5.400

4.630

 

Forventet tilbagebetalingstid ved fuld finansiering (år)

2022

2019

Forskel

Hulmur

2,5

4,5

-2,0

Tag

8,1

12,1

-4,0

Vinduer

12,7

19,7

-5,0

 

Faktaboks: Om undersøgelsen og eksemplerne
Finansieringsomkostninger er udregnet ud fra et lån med variabel rente på 3,25 pct. Med i beregningerne er en skattemæssig rentefradragsret på 25,5 procent og en løbetid på fem år.

Udgifter til udførelse af besparelsesforslag tager udgangspunkt i tal fra Molios prisdatabase. De angivne priser er vejledende. Omkostningerne til energirenovering og den forventede besparelse er udregnet med udgangspunkt i følgende scenarier og beregninger fra SparEnergi.dk (Energistyrelsen):

Hulmursisolering af en bungalow fra 1935 med et hulmursareal på i alt 85 kvadratmeter, som efterisoleres i én etages højde i hele husets omkreds. Isolering af taget på et etplanshus på 130 kvadratmeter fra 1970, som er opvarmet med naturgas og isoleret med ti centimeter isolering. Udskiftning af vinduer i et hus, der opvarmes med el-radiatorer og har et vinduesareal på 20 kvadratmeter monteret med tolags termorude med kold kant af ældre dato til nye 3-lags energiruder.

Publiceret d.
28. december 2022