Gå til hovedindhold

Ny proaktiv privatrådgiver i Spar Nord Randers

5028 Randers · Nyhedsrummet · Lokale Nyheder · Navnenyt

28-årige Lasse Lindhardt er ny privatrådgiver i Spar Nord Randers, og han glæder sig til at yde kunderne kompetent og proaktiv rådgivning.

Han havde første dag i banken den 9. august, og Lasse Lindhardt er i fuld gang med at lære både systemer, kolleger og kunder at kende. Han kommer senest fra en stilling som privatrådgiver hos Sparekassen Kronjylland.

- Jeg ønskede, at arbejde i en større by og i et pengeinstitut, der har fokus på at være personligt og som samtidig er digital first mover. Spar Nord Randers var derfor et perfekt match for mig, og jeg glæder mig til at opbygge relationerne til både mine nye kollegaer og kunder, siger han, og tilføjer:

- Det er fedt at arbejde med forskellige fagligheder og specialiseringer under samme tag, så man kan vidensudveksle og i sidste ende tilbyde kunderne mere og en hurtigere tilbagemelding. Nu glæder jeg mig til at få systemer og arbejdsgange helt ind under huden, og være klar med kompetent rådgivning til eksisterende, såvel som nye kunder.

Lasse har læst HD i regnskab og økonomistyring på Aalborg Universitet, og kommer foruden privatkunder også til at betjene udvalgte erhvervskunder – en funktion han har solid erfaring med fra sine knap fem år som rådgiver i Nordea.

Privat bor han i Hornslet med sin hustru Heidi og deres datter Clara på 3, mens der er en lillebror på vej til september. I fritiden holder han af at tilbringe tid med familie og venner, samt på løb og padeltennis.

Publiceret d.
19. august 2022