Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

15. september 2019
Svendborg

Hårdere konkurrence om studieboligerne

Selvom der bliver bygget flere små boliger i landets fire største byer, kan antallet af nye boliger stadig ikke følge med udviklingen i antallet af unge mennesker.

Bolighed nyhedsrum.png

Slut juli fik tusindvis af håbefulde unge et længe ventet svar på, om de blev optaget på en videregående uddannelse, og dermed blev den store årlige boligjagt i især de store universitetsbyer for alvor skudt i gang - og den jagt er ikke blevet nemmere over de senere år.

En ny analyse fra Spar Nord, der har bearbejdet aktuelle tal fra Danmarks Statistik, viser nemlig, at de unge i dag har færre af de helt små boliger på 50 kvadratmeter eller mindre at vælge mellem sammenlignet med for fem år siden. I samtlige af landets større byer har udviklingen i antallet af unge mellem 18 og 25 år nemlig overgået antallet af nye små boliger.

Dette viser sig tydeligt i universitetsbyen Odense, som i de seneste fem år har øget antallet af boliger på under 50 kvadratmeter med 6,32 procent - men samtidig er antallet af unge til gengæld også steget med hele 9,7 procent. Og hvis man udvider analysen til også at omfatte de lidt større boliger på op til 75 kvadratmeter, er der fortsat færre boliger per unge borgere i forhold til 2014 i Odense. Faktisk er Odense den by, ud af landets fire største byer, der har øget antallet af boliger på under 50 kvadratmeter mest, men er samtidig også den by, hvor antallet af unge er steget mest.

Økonomien for studerende betyder typisk, at de unge studerende enten kan vælge at flytte sammen med en eller flere eller bo alene i en mindre lejlighed. Men når udviklingen i antallet af små boliger bliver oversprintet af antallet af unge mennesker, så tyder det altså på at blive svært for den enkelte studerende at bo alene.

Af Ulrik Feveile Nielsen, Spar Nord Svendborg