DM-ugen blev en sommersucces

Årets DM-uge er slut. Med ikke færre end 200 danske mestre i 40 forskellige idrætsgrene var Spar Nord med som hovedsponsor, da den sportslige folkefest indtog Aalborg og fyldte gaderne med højt humør og god stemning.

6288 Koma · Nyhedsrummet · DM Ugen

Søndag den 25. juni sluttede DM-ugen 2023 på Aalborg havnefront efter flere dages tætpakket sportsfest. Hele byen summede af spænding, og forventningerne til at se sport på allerhøjeste niveau var høje, da over 3.000 atleter på flotteste vis repræsenterede foreningslivet og kæmpede om DM-guldet i 40 forskellige idrætsgrene.

Gaderne fyldtes med glade tilskuere fra hele landet samt hundredvis af frivillige ildsjæle, der hjalp til med at sætte scenen for den store begivenhed. Den gode stemning var tydelig at mærke lige fra den officielle åbning onsdag aften på Aalborg Stadion til de mange tilskuere langs vejene til cykelløbene samt publikum ved de mange venues og på tribunerne på Honnørkajen.

Som hovedsponsor for DM-ugen 2023 har Spar Nord været med på hele rejsen, og det har i sandhed været et eventyr med en lykkelig slutning. Hos Spar Nord ser man tilbage på et begivenhedsrigt arrangement, der bød på sol, sommer og glade dage. Bankdirektør for Spar Nord John Lundsgaard fortæller:

- DM-ugen har i den grad været en stor succes, hvor mennesker fra nær og fjern har været samlet til sportslige oplevelser fra den allerhøjeste hylde i Aalborgs flotte omgivelser. Foreningslivet blev på fornemmeste vis repræsenteret af de mange dygtige atleter samt folk omkring holdene, og folkefesten havde aldrig været mulig uden hjælpen fra de mange frivillige, lokale ildsjæle. Som hovedsponsor er vi meget stolte over resultatet af begivenheden, og vi glæder os allerede til næste år i Herning.

Ved dette års DM-uge blev der sat rekord med flere end 150.000 tilskuer til de forskellige konkurrencer. Næste år lægger Herning rammer til som værtsby for festlighederne, og her vil Spar Nord igen være med som hovedsponsor for arrangementet. Allerede nu er det annonceret, at sportsfesten i 2025 vender tilbage til Aalborg.

Publiceret d.
7. juli 2023