Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
Danmarks største junior-dartklub styrkes med donation fra Spar Nord Fonden

Spar Nord Hobro har, på vegne af Spar Nord Fonden, overrakt en donation på 38.000 kroner til Mariagerfjord Dartklub.
Der er fuld fart på udviklingen i Mariagerfjord Dartklub, og nu får klubben yderligere medvind. Spar Nord Fonden har nemlig doneret 38.000 kroner til at styrke klubbens omfattende ungdomsarbejde.
Donationen blev overrakt af kunderådgiver Henrik H. Olesen fra Spar Nord Hobro til klubbens kasserer Patrick Sadolin ved Open By Night, hvor klubben deltog sammen med Spar Nord. Ved overrækkelsen deltog også formand Morten Nymann Pedersen.
Mariagerfjord Dartklub har på kort tid opbygget Danmarks største juniorafdeling. På blot et år er tilgangen af unge medlemmer eksploderet, og klubben arbejder målrettet på at skabe de bedste rammer for børn og unge, der ønsker at dyrke dart i fællesskab.
- Sammen med Spar Nord Fonden vil vi meget gerne være med til at styrke de lokale fællesskaber. Mariagerfjord Dartklub har på kort tid skabt et unikt ungdomsarbejde, som både giver de unge en meningsfuld fritid og styrker sammenholdet i området. Det er vi rigtig glade for at støtte op om, fortæller Henrik R. Mortensen, privatkundechef i Spar Nord Hobro.
Med donationen kan klubben nu sætte ekstra skub i planerne for fremtiden og fortsat være en foregangsklub for ungdomsarbejde i dansk dart.