Gå til hovedindhold

Betaler du for meget eller for lidt ind på din pension?

960X542

Hvor meget skal du egentlig have sparet op, for at dit liv som pensionist bliver, som du drømmer om? Mange pensionsselskaber tager i deres rådgivning udgangspunkt i et mål om, at du som pensionist skal kunne opretholde en udbetaling, der svarer til omkring 80 % af din erhvervsaktive indkomst. Men for nogle grupper kan det være mere end rigeligt, mens det for andre vil være i underkanten.

Når mange pensionsselskaber anbefaler, at du sparer op, så du som pensionist kan få udbetalt, hvad der svarer til 80 % af din tidligere indkomst, så tager det råd for det meste udgangspunkt i personer, der har en indkomst omkring det gennemsnitlige niveau på ca. 370.000 kr. (Danmarks Statistik 2022). Det er dog ikke altid det mest hensigtsmæssige råd for personer med enten en relativt lav eller høj indkomst.  

Nedenfor har vi givet nogle bud på, hvad du skal være opmærksom på i forhold til dine pensionsindbetalinger, hvis du tjener mere eller mindre end gennemsnittet. Anbefalingerne tager udgangspunkt i en pensionering ved folkepensionsalderen.

Lav årlig indkomst op til 250.000 kr.

Hvis din indkomst er relativt lav som erhvervsaktiv, vil 80 % af din oprindelige indkomst betyde, at du formentligt har lige lidt nok at leve for som pensionist. Det er pensionssystemet heldigvis designet til at imødekomme. Hvis du kommer fra en relativt lav indkomst og har begrænsede besparelser som pensionist, så kan du nemlig være berettiget til eksempelvis højere udbetaling af folkepensionens tillæg, ældrecheck og boligstøtte. Det kan øge din pensionsindkomst til over anbefalingen eller mere i forhold til den indkomst, du havde før pensionering.

Du kan også vælge at blive længere tid på arbejdsmarkedet, da du ved at udskyde din folkepension og ATP kan øge din pensionsindkomst betydeligt. Jo længere du udskyder disse pensioner, desto større bliver udbetalingen, både ved pensionering og i resten af livet. En ekstra fordel ved at arbejde efter folkepensionsalderen er også muligheden for at modtage en skattefri seniorpræmie i både det første og andet år.

 

Gennemsnitlig indkomst fra 250.000 kr. til 500.000 kr.

Befinder du dig i midten af indkomstskalaen med en årlig indkomst på mellem 250.000 og 500.000 kr., er det fornuftigt at overveje en målrettet pensionsstrategi. Anbefalingen om at spare op, så du kan opretholde en indkomst, der svarer til 80 % af din løn, kan være relevant for dig. Det skyldes behovet for at opretholde en stabil økonomisk situation i alderdommen og sikre, at dine basale leveomkostninger fortsat er dækket. I denne indtægtsgruppe, kan der også være mulighed for tillægsydelser til folkepensionen, men fordi den formodentlig højere pensionsudbetaling, vil tillægget bliver lavere på grund af den forholdsvis hårde modregning i offentlige ydelser.

 

Høj årlig indkomst over 500.000 kr.

Vi anbefaler generelt, at en sund pensionsplanlægning sigter mod at dække mindst 80% af din tidligere indkomst ved pensionering.

Det er dog værd at bemærke, at der er undtagelser. Det gælder især for personer med en høj indkomst før pensionsalderen. Her kan det i nogle tilfælde være tilstrækkeligt at sikre 50-60% af din oprindelige indkomst ved pensionering. Det skyldes delvist, at dine grundlæggende økonomiske behov muligvis allerede er tilfredsstillende dækket, og delvist at du måske ofte har større friværdier eller andre midler, som kan bidrage til at supplere pensionsindkomsten.

Så selvom vores generelle anbefaling er på 80%, er det vigtigt at evaluere din specifikke situation nøje. Individuelle faktorer som ejendom, investeringer og andre aktiver kan påvirke behovet for at opretholde en høj procentdel af den tidligere indkomst.

 

Få hjælp til at skræddersy din pensionsplan

Som nævnt er anbefalingerne ovenfor udarbejdet med baggrund i folkepensionsalderen. Vi oplever dog i stigende grad kunder, som ønsker at gå på pension før folkepensionsalderen eller kunder, der har særlige drømme for pensionisttilværelsen.

Derfor anbefaler vi, at du booker et møde med en af vores rådgivere, så I sammen kan lægge en pensionsplan, der passer til dig og dine drømme og planer.

Publiceret d.
29. januar 2024