Gå til hovedindhold

35.000 kroner til lokalt aktivitets- og kulturhus

4451 · Hobro · Nyhedsrummet · Biecentret

Medlemmerne i Biecentret kan frem over glæde sig over at kunne få mere sved på panden, når de benytter centrets motionsrum. Spar Nord Hobro har nemlig på vegne af Spar Nord Fonden doneret 35.000 kroner til nye maskiner i Biecenterets motionsrum.

Biecentret er et aktivitets- og kulturhus med beliggenhed centralt i Hobro, som rummer omkring 80 frivillige og 700 medlemmer. Med brugerindflydelse, frivillighed og civilsamfund i centrum har centret dannet rammere for aktive seniorer i de sidste 30 år.

Udover ugentlige aktiviteter som glaskunst, trædrejning, litteraturstudiekreds og gymnastik kan medlemmerne også bruge centrets motionsrum, der takket være en donation på 35.000 kroner snart vil have to nye motionsmaskiner.

For kundechef i Spar Nord Hobro, Henrik Ravn Mortensen, betyder det meget at kunne støtte op omkring det lokale center, der dagligt skaber mange gode oplevelser for Biecenterets medlemmer og frivillige.

- Biecentret er et populært samlingssted, som er til stor glæde for mange i lokalsamfundet. Det er tydeligt at mærke, hvordan centret skaber et socialt samlingssted der bygger på frivillighed, fællesskaber samt diverse arrangementer og aktiviteter. Derfor er vi, som hele byens bank, utroligt stolte af at kunne bidrage til fortsat at skabe gode rammer i centret med to nye motionsmaskiner, fortæller Henrik Ravn Mortensen.

For centerleder i Biecentret, Simon Rasmussen Griis, betyder donationen meget for, at centret fortsat kan tilbyde gode faciliteter til deres medlemmer.

- Med de to nye motionsmaskiner håber vi på at skabe gode rammer for, at vores medlemmer kan ”holde sig i gang” kropsligt såvel som socialt, fortæller Simon Rasmussen Griis og fortsætter:

- Derfor er vi utroligt glade for, at vi med donationen fra Spar Nord Fonden kan optimere de nuværende faciliteter.

Du kan læse mere om Spar Nord Fondens uddelingspolitik og ansøge om en donation her.

Publiceret d.
10. maj 2022