16. april 2020
Kolding

Vi er her stadig – bare mere digitalt end før

Trods lukkede døre og flere medarbejdere sendt hjem, så er vi stadig lige så aktive som før – bare i en mere digital version af hensyn til dig og vores medarbejdere.

Kolding Nyhedsrum4

Vores hverdag er blevet vendt godt og grundigt på hovedet, og mens flertallet af danskerne er sendt hjem for at bekæmpe coronavirussen fra egen matrikel, så er det ikke ensbetydende med, at aktivitetsniveauet er faldet – nærmere tværtimod. For i disse uger jonglerer mange med rollen som forælder, underviser og medarbejder, hvor alle sejl er sat ind for at skabe de bedste forudsætninger for at få store og små gennem hverdagen og med mest muligt mod på morgendagen.

Der er også dem, som fortsat bevæger sig udenfor hjemmets rammer for at holde samfundet i gang – og fordi udførelsen af deres arbejde påkræver, at de møder fysisk op på deres arbejdsplads. De skal pludselig vænne sig til at skulle indordne sig en hverdag med langt flere retningslinjer og forholdsregler, så de ikke bliver udsat for unødig smittefare. Særligt sundhedssektoren og andre dele af det offentlige samt fødevarebutikkerne er blandt de områder, hvor medarbejderne indtager en nøglerolle for at holde hjulene i gang.

Også landets banker er blandt dem, der holder åbent, så danskerne fortsat kan få hjælp og rådgivning til deres økonomi. For regninger skal stadig betales og beslutninger for fremtiden stadig træffes. I Spar Nord Kolding har medarbejderne taget godt imod forandringen, selvom den er lang fra den kundevendte hverdag, de er vant til, og de får det bedste ud af situationen, fortæller  direktør Bjarne Claussen:

- Vi har indrettet os med hver vores daglige struktur. Telefonerne er omstillede og ringer hjemme hos rådgiveren. Kunderne mærker dermed ikke, hvis de rådgives hjemmefra, ligesom der holdes flere onlinemøder, siger han og fortsætter:

- Perioden har bekræftet mig i, at vi har nogle super engagerede og omstillingsparate medarbejdere. I løbet af meget kort tid fik vi tilrettelagt hverdagen, så halvdelen af medarbejderne på skift arbejder hjemmefra, og de har udvist stor fleksibilitet i forhold til den ekstraordinære situation. Og selvom det har været grænseoverskridende, at vi har været nødt til at lukke for adgang til afdelingen, så har vores kunder udvist enorm stor forståelse for det, og vi oplever heldigvis fortsat mange henvendelser fra såvel eksisterende som nye kunder.

Han fremhæver, hvordan arbejdsforholdene også har dannet grundlag for nogle mere fleksible og effektive strukturer i hverdagen, som både gavner medarbejderen og kunden. Blandt andet har det stigende antal video- og telefonmøder vist sig at være en rigtig god mødeform for mange, da kunderne dermed ikke skal afsætte mere tid end nødvendigt for at møde op i banken, ligesom de kan have børnene hjemme og mad på komfuret samtidig.

Det kan kunderådgiver Brian Dorow Gjesager også bekræfte:

- Både min hustru og jeg er hjemme i de her dage sammen med vores tre drenge, så vi deler arbejdstiden, lærertjansen og forældrerollen mellem os i løbet af dagen og nogle gange aftenen med. På den måde kan vi få dagene til at hænge sammen og har stadig tid til at komme i bund med opgaverne. Så på den måde fungerer det rigtig godt for os, og fortsætter:

- Samtidig giver den aktuelle situation også mulighed for at få snakket med en masse kunder, hvor vi får vendt deres økonomiske situation, og hvordan den nærmeste fremtid ser ud for dem. De har alle udvist stor forståelse for, at jeg kan være lidt sværere at komme i kontakt med, og at der til tider kan være skruet op for baggrundsstøjen.

For medarbejderne har det også givet anledning til at reflektere over vigtigheden i at omgive sig med gode kolleger og det sociale samvær i hverdagen, men det har de i Kolding fundet en rigtig god løsning på.

- Det største savn er faktisk den daglige dialog og sparring med kollegerne, så der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig meget til, at det hele bliver normaliseret, fortæller Brian Dorow Gjesager.

Til det fortæller Bjarne Claussen:

- Vi er i daglig kontakt med vores medarbejdere, der arbejder på distancen enten pr. telefon eller via virtuelle afdelingsmorgenmøder eller teammøder, og de udtrykker alle et behov for at kunne høre eller se sine kolleger i denne tid for ikke at få følelsen af at blive ladt alene på distancen. Som dagene er gået er der opstået stadig mere dialog kollegerne imellem fra hjemmearbejdsplads til hjemmearbejdsplads, og det er til stor glæde for alle.

- Indtil nu er oplevelsen derfor, at der er rigtig mange gode ting at tage med fra de noget anderledes arbejdsforhold, hvor både kunder og kolleger har været positivt stemt, selvom tingene er blevet gjort på en lidt anden måde end normalt. Der skal dog heller ikke være tvivl om, at alle glæder sig til at få deres normale hverdag igen. For nok er kvalitetstid med familien for nogen en mangelvare, men efter tre uger begynder mange også at savne lidt voksentid sammen med sine gode kolleger, lyder det afsluttende fra Bjarne Claussen.