Gå til hovedindhold

Tobøl Rideklub tager nye spring

Rideklubben Esbjerg

Når Tobøl Rideklubs springstævne løber af stablen til november, sker det med en venlig tanke til Spar Nord Fonden, der har doneret splinternyt springmateriale til klubben.

Der var liv og glade hestedage, da Lene Dahlbom fra Spar Nord Esbjerg satte kursen mod Tobøl Rideklub for at overrække en donation på knap 27.000 kroner på vegne af Spar Nord Fonden. For klubben med 120 medlemmer og et utal af frivillige kræfter betyder den økonomiske håndsrækning nyt springmateriale, som blandt andet skal bruges til et stort springstævne til november.

- Vi kender til værdien af et pulserende foreningsliv, som er med til skabe fællesskab, trivsel og sikre fortsat udvikling i lokalsamfundet. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med Spar Nord Fonden kan være med til at give økonomisk støtte til Tobøl Rideklub til gavn for både ryttere, instruktører og klubben i sig selv, fortæller Lene Dahlbom fra Spar Nord Esbjerg.

Tilstede ved overrækkelsen, som fandt sted onsdag den 15. september, var erhvervsrådgiver i Spar Nord Esbjerg Lene Dahlbom, medlem af rideskolens bestyrelse Pia Bonding, en springinstruktør og en række ryttere.

Sammen med Spar Nord Fonden står Spar Nord Esbjerg bag donationer, der skal medvirke til at sætte fokus på vigtigheden i det lokale foreningsliv og ikke mindst ildsjælene, som oftest driver de mange initiativer. Kender du en lokal sportsklub, forening eller organisation, som fortjener en ekstra hjælp til at holde liv i fællesskabet i og omkring Esbjerg, så kan de søge hjælp ved at sende en indstilling med begrundelse på www.sparnordfonden.dk.