Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →

Svenstrup Husflidsforening får bidrag til nye maskiner

Nyhedsrummet 1400X830

Charles Kuno Jensen, tv. og Karsten Lund, th.

En økonomisk håndsrækning fra Spar Nord Fonden sikrer Svenstrup Husflid to nye maskiner, som længe har stået på ønskelisten.

Onsdag den 6. oktober var en glædens dag for Svenstrup Husflidsforening. Ikke nok med at foreningen kunne starte op igen efter tvungen nedlukning, så tillod coronasituationen også, at souschef i Spar Nord Aalborg Syd Karsten Lund endelig kunne tage vejen forbi for at overrække en donation på vegne af Spar Nord Fonden, som skal gå til indkøb af en ny båndsav og en lille tykkelseshøvl.  

- Svenstrup Husflidsforening gør en stor indsats for alle dem, som har en interesse i at arbejde med træ. Derfor er vi rigtig glade for, at vi kan være med til at sikre, at foreningens maskinpark løbende bliver fornyet og suppleret, fortæller Karsten Lund på vegne af Spar Nord Fonden.

Svenstrup Husflidsforening tilbyder aftenskolekurser i træsløjd og har siden 1988 har haft til huse i en kælderfløj på Svenstrup Skole. Det er ikke første gang, at foreningen har modtaget en økonomisk håndsrækning fra Spar Nord Fonden, der med sin støtte har været med til at sikre, at foreningens maskinpark kan holdes up to date, fortæller formand for foreningen Charles Kuno Jensen:

- Vi er en lille forening med en lille økonomi. Derfor er det en stor gave for os at modtage donationer fra Spar Nord Fonden, så vi får mulighed for at udskifte nogle af de gamle maskiner og supplere med nogle nye. Det er til stor glæde for vores mange kursister, fortæller han.