Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →

4. maj 2021
Svendborg

Spar Nord Svendborg opruster med ny erhvervskundechef

Peter Teilgaard (53) tiltræder stillingen som ny erhvervskundechef for Spar Nord Svendborg. Her skal han fremover medvirke til at styrke bankens markedsposition på erhvervsområdet i det fynske.

Peter T, Sparnord.Dk

Med mere end 32 års erfaring fra den finansielle verden bidrager 53-årige Peter Teilgaard med en stærk profil, når han fremover skal profilere erhvervsafdelingen i Spar Nord Svendborg.

Peter Teilgaard kommer fra en stilling som erhvervskundechef i Fynske Bank i Svendborg, hvor han har været ansat i 32 år. Han er derfor et velkendt ansigt i Svendborg og besidder de helt rette kompetencer til at fortsætte arbejdet med at styrke bankens markedsposition i området.

Selv ser Peter frem til at komme med på holdet og til at cementere Spar Nord som erhvervsbank i lokalområdet:

- Spar Nord Svendborg har et godt omdømme i området og betragtes i høj grad som et pengeinstitut, der med et stort engagement deltager aktivt i byens udvikling. Og netop det glæder jeg mig til at blive en del af, ligesom jeg ser frem til at sætte fokus på det lokale erhvervsliv i og omkring Svendborg, fortæller Peter Teilgaard.

Privat bor Peter i Svendborg med sin kone Lise. Sammen har de to piger på henholdsvis 24 og 26 år. Peter har i mange år været aktiv i Thurø Håndbold, både på banen og som bestyrelsesmedlem. Når Peter ikke arbejder, bliver tiden brugt på golf, cykling og på deltagelse i diverse kulturelle tilbud, der er i byen.

Peter er tiltrådt stillingen som erhvervskundechef pr. 1. maj 2021. Han kan kontaktes på telefon 6310 1545 eller pta@sparnord.dk.