Gå til hovedindhold

Spar Nord Silkeborg styrker den lokale beslutningskraft

6374 Silkebord · Nyhedsrummet · Nyt Bankområde

Spar Nord Silkeborg er i en rivende udvikling og det markeres nu med en betydningsfuld milepæl. Fra 1. oktober skifter lokalafdelingen status og bliver et selvstændigt bankområde. Det betyder øget lokal beslutningskraft og en endnu tættere forbindelse til lokalsamfundet.

Silkeborg er i betydelig vækst og har i år rundet 100.000 indbyggere, erhvervslivet trives og kommunal byggejord er revet væk næsten før det kommer til salg. Silkeborg er en by der satses på og investeres i og den udvikling ønsker Spar Nord at blive en endnu større del af. Derfor afspejler opgraderingen et ønske om at styrke engagementet i Silkeborg, særligt på erhvervsområdet.

Afdelingen har igennem de seneste år oplevet stor vækst, som kan tilskrives det lokale hold af engagerede medarbejdere og deres stærke relationer til lokalområdet. En af disse er nuværende afdelingsdirektør, Asger Dissing Munk som fra d. 1. oktober vil tiltræde som direktør i Spar Nord Silkeborg. Han vil fortsat spille en central rolle i bankens vækst og innovation som en selvstændig enhed.

Afdelingen består i dag af en særdeles velfungerende privatafdeling, som skal styrkes yderligere med tilgangen af en privatkundechef. I takt med byens udvikling stræber Spar Nord Silkeborg efter vækst, hvorfor banken også har en generel velvilje til at rekruttere nye privatrådgivere. Med lanceringen som bankområde etableres samtidig en decideret erhvervsafdeling i byen.

- Vi ser meget frem til at fortsætte denne spændende vækstrejse, vi har et fantastisk netværk i Silkeborg og omegn, og dette skal udbygges. Vi ser frem til at skabe et lokalt bankråd med nogle af byens førende personer indenfor erhverv, kultur og uddannelse. Vi vil styrke vores lokale rødder og uddybe vores relationer med vores værdsatte kunder samtidig med, at vi vil fylde endnu mere i bybilledet. Vi er et dygtigt, etableret og engageret lokalt hold, der lever for de gode kundeoplevelser, fortæller Asger Dissing Munk og uddyber:

Forretningsomfanget skal op i næste gear, og ønsket om at lykkes skal drive værket.

Et spændende kapitel er på trapperne, og hele Spar Nord Silkeborg glæder sig til rejsen, hvor lokalbanken fra d. 1. oktober vil være et selvstændigt bankområde. 

Publiceret d.
1. september 2023