Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
- Nyheder
- Spar Nord Randers tager kampen op mod havfald
Spar Nord Randers tager kampen op mod havfald

At komme havfald til livs kan både være en lang og sej kamp. Som et led i Spar Nords arbejde med bæredygtighed valgte bankens afdeling i Randers at gå ind i kampen med en lokal havfaldsaktion, hvor afdelingen gik en lang tur langs Gudenåen og samlede havfald.
De fleste sætter pris på rent badevand og en ren strand, men flere og flere steder er man selv nødt til at tage affære. Hver eneste dag ophobes der nemlig nye flasker, dåser, nylon og plastik i havet og på strandene, og det har konsekvenser for både menneskene, dyrene og miljøet.
Som en del af Arbejdspladsernes Motionsuge i 41 har Spar Nord Randers og samtlige af bankens øvrige afdelinger derfor valgt at gøre en havfaldsaktion til omdrejningspunktet for arbejdspladsmotionen. Vi kalder det for arbejdspladsmotion med mening, hvor et sundt og bæredygtigt arbejdsliv går hånd i hånd med det at være en ordentlig og ansvarlig bank.
I Spar Nord Randers valgte de naturligvis også at støtte op om den gode sags tjeneste, hvor afdelingen gik en lang tur langs Gudenåen og samlede havfald. 17 poser blev det til, fortæller privatkundechef Anders Bay Østergaard:
- Ligesom vi sorterer affald, vælger energirigtige løsninger og generelt tænker mere og mere bæredygtigt, så er det også vigtigt, at vi værner om vores fælles havmiljø og passer på naturen og livet i havet og andre vandområder. Den opgave vil vi rigtig gerne være med til at løfte, fortæller han og tilføjer:
- Vi fandt overraskende lidt affald, hvilket jo er positivt. Det blev alligevel til 17 poser, som nu ligger i skraldespanden og ikke i naturen. Det var en rigtig god dag med fokus på miljøet såvel som på fællesskabet.
Sammen med Spar Nord Fonden har banken siden 2017 doneret i omegnen af 2.000.000 kroner til Søværnets kampagne, Havmiljøvogterne, der sætter fokus på mindre havfald i og omkring havene. Denne landsdækkende havfaldsaktion skal således være med til at bringe budskabet videre ud i samfundet og aktivere endnu flere til at tage del i at nedbringe havfaldet rundt om i landet.