Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Spar Nord inviterer frivillige til fest i Friheden
Aarhus er som sagt smilets by – og en stor del af årsagen hertil er de mange frivillige, der hver dag gør en verden til forskel for byens borgere. For at hylde deres uvurderlige indsats inviterer Spar Nord derfor sammen med rådmand for Kultur og Borgservice, Rabih Azad-Ahmad, Aarhus Motion og Tivoli Friheden alle frivillige i Aarhus til Frivilligfest i Tivoli Friheden den 2. december.

Torsdag den 2. december åbner Tivoli Friheden sine døre for alle aarhusianere, der de seneste to år har ydet en frivillig indsats. Byens mange frivillige fortjener nemlig en hyldest – især efter det seneste års coronastrabadser, fortæller direktør Erling Sørensen fra Spar Nord Aarhus, som sammen med rådmand for Kultur og Borgservice, Rabih Azad-Ahmad, foreningen Aarhus Motion og Tivoli Friheden står bag arrangementet Frivilligfesten:
- På trods af det seneste års mange coronanedlukninger, varierende restriktioner og lumske smittefarer har de mange frivillige, som vi er så heldige at have i vores by, sørget for, at Aarhus og dets lokalsamfund fortsat har spiret og udviklet sig. Vi skylder dem en stor tak, og derfor har vi været med til at tage initiativ til Frivilligfesten for at give dem et velfortjent klap på skulderen, lyder det fra Erling Sørensen.
Alle aarhusianere, der i enten 2020 eller 2021 har ydet en eller anden form for frivillig indsats, er ifølge Erling Sørensen inviteret med til festen – det gælder alt fra frivillige trænere, medhjælpere og bestyrelsesmedlemmer ude i foreningerne til bloddonorer, besøgsvenner, skolebestyrelsesmedlemmer og lektiehjælpere.
Frivilligfesten skydes i gang, når Friheden åbner klokken 15:00. Her vil medarrangør og rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad holde en takketale til byens mange frivillige, hvorefter forlystelserne og parkens mange juleboder åbnes. Der vil til festen også være mulighed for at møde julemanden samt opleve Pjerrots Juleshow.
Foruden sin egen, gratis entrebillet er alle frivillige velkomne til at invitere en ven, der ikke har arbejdet som frivillig, med til festen. For at få adgang skal man blot tilmelde sig selv og sin ven på www.frivilligfest.dk og medbringe print-selv-billetterne på dagen.
Sidste dag for tilmelding til Frivilligfesten er fredag den 26. november.
Program for frivilligfesten
• 15.00: Åbnings- og takketale ved rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad
• 15.00: Parken, forlystelserne og juleboderne er åbne
• 15.30: Mød Julemanden i Julemandens by
• 17.30: Pjerrots Juleshow
• 18.00: Mød Julemanden i Julemandens by
• 21.00: Parken lukker