Spar Nord Holbæk udvider med erfaren erhvervsrådgiver
Morten Nygaard Nielsen er tiltrådt som ny erhvervsrådgiver i Spar Nord Holbæk, hvor han fremover vil tage sig af mindre og mellemstore erhvervskunder i lokalområdet.
Morten Nygaard Nielsen (35) har haft sin første dag i Spar Nord Holbæk, hvor han er tiltrådt som ny erhvervsrådgiver. Med endnu en rådgiver i Spar Nord Holbæk kan afdelingen nu bryste sig af 31 ansatte, hvoraf de 9 er i erhvervsafdelingen. Morten har 11 års erfaring med sig fra Nordea Bank Holbæk, hvor han både beskæftigede sig med privatkunder og mindre og mellemstore erhvervskunder. I de seneste 6,5 år har Morten lagt sit fokus på erhvervsfronten, og dermed er Spar Nord Holbæks udvidelse af afdelingen en stærk oprustning i arbejdet med at servicere bankens nuværende og fremtidige erhvervskunder.
Morten er finansuddannet og har efterfølgende taget en akademiuddannelse inden for erhvervsøkonomi. Mortens profil bærer også på en lederuddannelse og Finansforbundets grunduddannelse som tillidsmand, ligesom han også er uddannet i at påtage sig bestyrelsesposter. I øjeblikket bygger Morten videre på erfaringen med et sideløbende studie på HD 2. del i Finansiel Rådgivning, som han glæder sig til at anvende i praksis overfor bankens kunder.
- Jeg glæder mig til at blive en del af en bank, hvor mange beslutninger træffes lokalt hos dem, der kender kunderne bedst. Derudover glæder jeg mig også til at blive en del af et større team af erhvervsrådgivere, hvor vi sammen kan give vores lokale erhvervskunder en oplevelse i særklasse, hver gang de er i kontakt med os, fortæller Morten og fortsætter:
- Strategien med ”den personlige bank i en digital verden” tiltalte mig enormt meget, og min opfattelse er, at Spar Nord er en bank med benene solidt plantet på jorden, hvilket passer godt til mit ”erhvervsrådgiver-DNA”. Spar Nord er en arbejdsplads med stor fokus på den enkelte medarbejder, hvor der er forståelse for, at min trivsel er afgørende for de resultater, jeg leverer, og det har været afgørende for mig.
Oprindeligt kommer Morten fra Vejle, men flyttede til Sjælland for at tage sin gymnasiale uddannelse. Tilknytningen til lokalområdet stammer altså helt tilbage fra gymnasietiden, og siden da har han boet i eller omkring Holbæk.
Privat bor Morten med sin kone Rie og deres 3 børn i Stenlille, der ligger mellem Holbæk og Sorø. Fritiden bliver brugt på fodbold og racercyklen, og når han ikke springer på jernhesten, tilbringer han meget tid med familien, som sammen holder af at rejse og opleve verden.
Morten tiltrådte i Spar Nord Holbæk per 1. december, og han er klar til at tage imod flere erhvervskunder.
Du kan kontakte Morten på 2527 0788 eller på mail mny@sparnord.dk.