4. januar 2022
•
Hørsholm
Spar Nord henter lokal topprofil til direktørpost
Jacob Duch-Pedersen (46) er netop tiltrådt som ny afdelingsdirektør i Spar Nord Hørsholm, hvor han skal medvirke til at realisere bankens ambition om en styrket tilstedeværelse i Nordsjælland. Med sig har han 25 års erfaring, senest som centerdirektør i Nykredit Helsingør.

Med sine 25 års erfaring fra den finansielle sektor er Jacob Duch-Pedersen en yderst kompetent frontmand, når han fra nytåret tiltræder rollen som afdelingsdirektør i Spar Nords nye afdeling i Hørsholm. Den nye lederstilling er dog ikke helt uvant for Jacob, der kommer med erfaring som både privatkundechef i Nykredit Hørsholm, senere som centerdirektør i Nykredit Ballerup og senest som centerdirektør i Nykredit Helsingør.
Selv ser Jacob frem til smøge ærmerne op og komme i gang med arbejdet:
- Det er med stor tilfredshed, at jeg nu er blevet en del af Spar Nord, som er kendt for at prioritere og investere i den lokale tilstedeværelse. Noget, der er af stor betydning for mig, og som jeg selv vægter højt i mit virke.
- Derudover glæder jeg mig utroligt meget til at give mig i kast med at bygge bankens helt nye afdeling i Hørsholm op. Det er en spændende udfordring – og så i en by, der står mit hjerte meget nært. Det kan næsten ikke blive bedre, fortæller Jacob.
I første omgang er det ambitionen at få Spar Nord godt etableret i byen, mens det langsigtede mål er at blive en af byens førende banker både på privat og erhverv, fortæller Jacob:
- Det er vores opgave at vise borgerne i Hørsholm, at vi er her for at hjælpe dem med at realisere deres drømme, ligesom vi er her for at bidrage til et styrket erhvervs- og foreningsliv i byen. At Hørsholm er min hjemby, gør blot det hele mere interessant.
- Af samme årsag ser jeg også frem til at blive en del af byen igen. Hørsholm er en fantastisk by og hele området emmer af liv. Det bliver fantastisk at slå dørene op til en ny bank i byen og vise, at vi vil byen og byens borgere.
Privat bor Jacob i Hørsholm med sin kone Tina og parrets tre børn Nicolai, Christian og Ida. Fritiden bruges ofte med familien, ligesom Jacob gerne finder tiden til en smuttur på golfbanen. Derudover følger han glædeligt resultaterne fra den lokale eliteidræt.
Jacob er tiltrådt stillingen som afdelingsdirektør for Spar Nord Hørsholm pr. 1. januar 2022 og vil være tilknyttet bankområde Helsingør under ledelse af Piet Petersen. Afdelingen forventer at kunne åbne i sine nye lokaler på Usserød Kongevej 87 med udgangen af marts. Indtil da vil medarbejderne i Spar Nord Hørsholm have sin daglige gang i Sct. Olai Gade i Helsingør.