Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
- Nyheder
- Spar Nord Helsinge styrker holdet med lokalkendt afdelingsdirektør
Spar Nord Helsinge styrker holdet med lokalkendt afdelingsdirektør
Mimi Boed (57) er tiltrådt som ny afdelingsdirektør i Spar Nord Helsinge, hvor hun fremover skal medvirke til at styrke bankens markedsposition i det nordsjællandske og sikre de rette rammer for rådgivningen af kunderne.

Spar Nord Helsinge har styrket holdet med tilgangen af Mimi Boed, der skal tage roret som ny afdelingsdirektør og fremover bidrage til den fortsatte positive udvikling i banken. Samtidig er det for flere af bankens medarbejdere et velkendt ansigt, der tiltræder stillingen – Mimi har nemlig tidligere arbejdet sammen med flere af rådgiverne i Helsinge.
Med sig har Mimi mere end 36 års erfaring inden for den finansielle verden. Hun kommer fra en stilling som direktør i Handelsbanken i Helsinge, hvor hun tidligere har været erhvervsrådgiver. Hun er således et velkendt ansigt i lokalområdet og bidrager med en stærk profil i det fortsatte arbejde med at styrke bankens markedsposition.
- Jeg glæder mig til at blive en del af en lokalbank i rivende udvikling, der har sammensat et stærkt hold af rådgivere. Hertil synes jeg godt om Spar Nords lokalbank-model, og da de ønskede at åbne en filial i Helsinge, ville jeg meget gerne være med til at sikre, at der fortsat er en lokal bank i Gribskov kommune, der både tilbyder privat- og erhvervsrådgivning, fortæller Mimi Boed og fortsætter:
- Det bliver en spændende tid, vi går i møde, og jeg ser frem til at være en del af udviklingen i Gribskov kommune. Vi har mange små og mellemstore virksomheder i kommunen, som sætter pris på lokalt nærvær og at have sin egen bankrådgiver i området.
Det er ikke kun Mimi, der er begejstret for det nye kapitel. Hos afdelingen i Helsinge glæder man sig over tilgangen af den lokalkendte afdelingsdirektør, der skal bidrage til den fortsatte udvikling i afdelingen. Direktør Kim Lüning fortæller således:
- Vi er meget glade for at få Mimi med om bord. Hun har stærke kompetencer og et lokalt kendskab, der på mange måder understøtter vores målsætning for bankområdet. Vi stræber efter at skabe en lokalbank, der ikke kun er kundeorienteret, men også nært forbundet med lokalsamfundet. Vi ønsker at være den foretrukne økonomiske partner for vores kunder og bidrage til vækst og udvikling i lokalområdet. Og med sammensætningen af et stærkt hold af privat- og erhvervsrådgivere har vi taget nogle store skridt i den rigtige retning.
Privat bor Mimi i Helsinge med sin mand, og sammen har de 2 udeboende børn. Fritiden bliver blandt andet brugt på familie, venner, rejser i ind- og udland og gåture i skov og ved strand. Mimi har boet og arbejdet i Gribskov i snart 20 år, hvor hun er faldet godt til og nyder den skønne natur og lokale attraktioner.
Mimi Boed er tiltrådt stillingen i Spar Nord Helsinge pr. 1. august 2023. Hun er derfor klar til at tage godt imod nye såvel som eksisterende kunder. Du kan kontakte hende på telefon 9616 1851 eller mail mibo@sparnord.dk.