Gå til hovedindhold

Spar Nord Frederikssund uddeler jubilæumspulje på vegne af Spar Nord Fonden

7533 Frederikssund · Nyhedsrummet · 20X10

I anledningen af Spar Nords 200-års jubilæum har Spar Nord Fonden øremærket ekstraordinære 20x10.000 kroner til foreninger i lokalområdet.

Kultur- og foreningslivet i Frederikssund og omegn har nu mulighed for at søge om en økonomisk indsprøjtning til et godt formål. Dette sker på baggrund af Spar Nords 200-års jubilæum og Spar Nord Fondens beslutning om at bevillige 20 donationer på 10.000 kroner til udvalgte lokale foreninger.

Jubilæumsåret bliver dermed også en fejring af de mange lokale foreninger og frivillige, som uge efter uge bidrager til sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen rundt omkring i de lokalsamfund, hvor banken har drevet forretning i 200 år.

- Som nyetableret lokalbank i Frederikssund er vi stolte over, på vegne af Spar Nord Fonden, at kunne støtte op om det lokale foreningsliv, specielt med de mange donationer i forbindelse med bankens 200-års fødselsdag. Med denne mulighed fra Fonden kan vi bakke op om de lokale foreninger og frivillige ildsjæle, der gør en kæmpe forskel for vores lokalsamfund, udtaler Michael Tøgersen, direktør i Spar Nord Frederikssund.

Der er fra i dag 2. april 2024 åbnet op for ansøgninger, og ansøgningsfristen er 12. maj 2024. Når ansøgningsfristen er nået, behandler Spar Nord Fonden ansøgningerne. De udvalgte foreninger kontaktes herefter direkte og offentliggøres i midten af juni.

Overrækkelsen af donationerne vil ske i bedste jubilæumsstil arrangeret af Spar Nord Frederikssund. I uge 23 vil banken afholde fødselsdag kombineret med jubilæet, hvor der hver dag vil være åbent hus på Jernbanegade 2B med underholdning for både børn og voksne.

Du kan ansøge om at få del i jubilæumspuljen her.

Publiceret d.
2. april 2024