Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Spar Nord Fredericia og Spar Nord Middelfart støtter lokale foreninger kontant
Spar Nord Fredericia, Spar Nord Middelbart og Spar Nord Fonden er gået sammen om at øremærke en pulje på 100.000 kroner til lokale initiativer og sociale formål, som skal komme 10 lokale foreninger til gavn.

Aflyste stævner, aflyste byfester og manglende medlemsindbetalinger. Coronakrisen har også ramt foreningslivet hårdt økonomisk. Netop derfor ønsker Spar Nord Fredericia og Spar Nord Middelfart at gøre en ekstra indsats.
For det handler ikke kun om at bevare foreningerne og have mulighed for at dyrke aktiviteter og andre fællesskaber. Foreningerne og fællesskaberne styrker nemlig også den lokale sammenhængskraft, der har vist sig at have gavnlig effekt på områder som velvære, sundhed, uddannelsesniveau og kriminalitet.
Hjælp os med at finde de lokale foreninger
Som en ekstra håndsrækning til de lokale foreninger i og omkring Fredericia og Middelfart er Spar Nord gået sammen med Spar Nord Fonden om at øremærke en pulje på 100.000 kroner til lokale initiativer og sociale formål, som skal komme 10 lokale foreninger til gode i form af 10.000 kroner pr. forening.
Er du medlem af en forening eller et frivilligt fællesskab i og omkring Fredericia og Middelfart? Og mangler din forening 10.000 kroner til at igangsætte et projekt eller foretage et større indkøb? Så er det nu, I skal ansøge om en af de ekstraordinære donationer. Alle indkomne ansøgninger gennemgås af en komité bestående af chefredaktør for Fredericia Avisen Andreas Dyhrberg, redaktionschef for Melfar Posten Jan Bonde Tejlmand, bankrådsformand for Spar Nord Fredericia Jørgen Hansen, afdelingsdirektør for Spar Nord Middelfart Kjeld Johansen og direktør for Spar Nord Fredericia Torben Ploug. Tidsfrist for ansøgning er 8. januar 2021 kl. 12.00. Ansøgningen skal indsendes via en speciel skabelon på event.sparnord.dk/lillebælt. De heldige donationsmodtagere får svar i uge 2.