Gå til hovedindhold

Spar Nord Aalborg tager kampen op mod havfald

HAVFALD, NR

At komme havfald til livs kan både være en lang og sej kamp. Som et led i Spar Nords arbejde med bæredygtighed har bankens afdelinger i Aalborg valgt at gå ind i kampen med en lokal havfaldsaktion, hvor afdelingerne tager ud og samler havfald. Og så har afdelingen i Vejgaard aktiveret en række lokale skoler og foreninger i en konkurrence, hvor de udlodder flotte præmier til dem, der fylder flest poser med Havfald.

De fleste sætter pris på rent badevand og en ren strand, men flere og flere steder er man selv nødt til at tage affære. Hver eneste dag ophobes der nemlig nye flasker, dåser, nylon og plastik i havet og på strandene, og det har konsekvenser for både menneskene, dyrene og miljøet.

Som en del af Arbejdspladsernes Motionsuge i 41 har Spar Nord Aalborg og samtlige af bankens øvrige afdelinger derfor valgt at gøre en havfaldsaktion til omdrejningspunktet for arbejdspladsmotionen. Vi kalder det for arbejdspladsmotion med mening, hvor et sundt og bæredygtigt arbejdsliv går hånd i hånd med det at være en ordentlig og ansvarlig bank.

I Spar Nord Aalborg har de naturligvis også valgt at støtte op om den gode sags tjeneste ved at medarbejderne samler havfald i og omkring Aalborg. Derudover har afdelingen i Vejgaard aktiveret de lokale idrætsforeninger og skoler i en konkurrence om at fylde flest poser med havfald, hvor de tre bedste hold modtager en gevinst på henholdsvis 2.500 kr., 1.500 kr. og 1.000 kr. Jo flere der gør lidt, jo større forskel kan vi gøre sammen, fortæller afdelingsdirektør i Spar Nord Vejgaard, Peer Kristensen.  

- Ligesom vi sorterer affald, vælger energirigtige løsninger og generelt tænker mere og mere bæredygtigt, så er det også vigtigt, at vi værner om vores miljø og passer på naturen. Den opgave vil vi rigtig gerne være med til at løfte. Samtidig tror vi på, at alle gode vaner starter tidligt og derfor har vi valgt at række ud til lokale skoler og idrætsforeninger i håb om at inspirere børnene til at gå ind i kampen sammen med os. Vi glæder os over, at vi kan være med til at sætte fokus på miljøet såvel som på fællesskabet, fortæller han og tilføjer:

- Det er ikke et lukket arrangement, så alle, der har lyst til at bruge en formiddag eller eftermiddag på et godt formål sammen med os, er meget velkomne til at komme ned i deres lokale Spar Nord-afdeling og få udleveret havfaldsposer til indsamling af havfald på strandene.

Sammen med Spar Nord Fonden har banken siden 2017 doneret i omegnen af 2.000.000 kroner til Søværnets kampagne, Havmiljøvogterne, der sætter fokus på mindre havfald i og omkring havene. Denne landsdækkende havfaldsaktion skal således være med til at bringe budskabet videre ud i samfundet og aktivere endnu flere til at tage del i at nedbringe havfaldet rundt om i landet.