Gå til hovedindhold

Slagelse Skateboard Forening modtager 50.000 kr.

Spar Nord Fonden donerer 50.000 kroner til Slagelse Skateboard Forening. Donationen skal gå til indkøb af materialer til en splinterny skater-rampe, som vil skabe endnu mere glæde og trivsel hos foreningens medlemmer.

5533 · Slagelse · Nyhedsrummet · Slagelse Skateboard

Med en donation på 50.000 kroner fra Spar Nord Fonden vil Slagelse Skateboard Forening indkøbe nyt materiale, der skal gå til en ny skater-rampe, som foreningen i mange år har drømt om. Den nye skater-rampe vil skabe endnu bedre faciliteter samt forudsætninger for foreningens cirka 200 medlemmer.

- Vi er utroligt glade for den økonomiske opbakning fra Spar Nord Slagelse og Spar Nord Fonden. I foreningen har vi længe drømt om at udvide vores faciliteter med en ny skater-rampe, og med den økonomiske støtte samt hårdt frivilligt arbejde af både forældre, skatere og bestyrelsen er det nu blevet muligt. Rampen er blevet et fantastisk aktiv – og ungerne er vildt glade for den, fortæller Jacob Schrøder.

- Som lokalbank er vi meget glade for at støtte foreningslivet i lokalområdet. Slagelse Skateboard Forening er en vigtig del af lokalsamfundet, hvor lokale ildsjæle yder en stor frivillig indsats, så foreningens medlemmer kan samles omkring deres fælles passion for skateboarding. Vi er således stolte over, i samarbejde med Spar Nord Fonden, at kunne støtte op om istandsættelse af en ny skater-rampe til foreningens medlemmer, fortæller Michael Bach Rasmussen, Direktør i Spar Nord Slagelse.

Slagelse Skateboard Forening er drevet af frivillighed og har cirka 200 medlemmer – særligt børn og unge som synes fodbold, håndbold, badminton m.m. er lidt for kedeligt. Foreningen ser sig selv, som et godt alternativ til de mere traditionelle sportsklubber. Medlemmer kan træne med SK8-Skolen og få hjælp af velkvalificerede instruktører, samtidig er der også plads til aktiv benyttelse af foreningens faciliteter på egen hånd med venner og familie.

Foreningen er blandt landets ældste skaterklubber og har siden 1987 haft til huse i ”Laden” lidt udenfor Slagelse på adressen Korshøjvej 2, 4200 Slagelse.  

Publiceret d.
29. december 2022