Gå til hovedindhold

Pengeregn over lokale projekter

4485 Nykøbing M · Nyhedsrummet · Lokal · Donation

Der var liv og glade dage, da Spar Nord Nykøbing Mors tirsdag den 5. april inviterede indenfor i lokalerne på Kirketorvet 1. På dagsordenen var uddeling af donationer fra Spar Nord Fonden til hele tre lokale projekter, og her var der brede smil at spore, hvor i alt 125.000 kroner skiftede hænder. 

Med et ønske om at bakke op om lokalområdets mange initiativer, projekter og foreninger har Spar Nord Nykøbing Mors på vegne af Spar Nord Fonden uddelt i alt 125.000 kroner til Morsø Golfklub, FDF Nykøbing Mors og Badeklubben Revbo af 5. juni 1999.

For afdelingsdirektør i Spar Nord Nykøbing Mors, Gunner R. Jensen, vækker det stor begejstring at kunne bidrage til det lokalsamfund, som de selv er en del af, eftersom alle medarbejdere bor i området og er en stor del af det lokale foreningsliv i mange sammenhænge.

- Det er særligt vigtigt for os at støtte op omkring de mange ildsjæle, der dagligt gør en indsats for vores lokalområde. Derfor er vi glade for at kunne overrække i alt 125.000 kroner til Morsø Golfklub, FDF Nykøbing Mors og Badeklubben Revbo af 5. juni 1999, fortæller Gunner R. Jensen.

Som en del af donationsoverrækkelsen blev de tre foreninger inviteret ned i banken, både for at få overrakt den flotte donation fra Spar Nord Fonden, men også for at hylde de frivilliges store arbejde for foreningerne og lokalsamfundet.

- Det er en vigtig del af vores DNA, som en lokal forankret bank, at give tilbage til vores lokalområde. Og det er fantastisk at mærke den forskel, som donationerne gør for foreningerne. Det gør os stolte over at være en del af det stærke lokalsamfund, vi har her i området, afslutter Gunner R. Jensen. 

De tre foreninger, der har modtaget en donation fra Spar Nord Fonden er:

Badeklubben Revbo af 5. juni 1999 har modtaget 25.000 kroner til at forbedre forholdende ved det grønne område på Refshammer.

Morsø Golfklub har modtaget 50.000 kroner til udskiftning og fornyelse af baneoversigt og t-steds-markeringer.

FDF Nykøbing Mors har modtaget 50.000 kroner til etableringen af et kanocenter til glæde for kredsens medlemmer.

Publiceret d.
6. april 2022