Med blikket stift rettet mod USA

Klumme 4 5

Den seneste uge var karakteriseret ved både halv- og helgode nøgletal. Det vil sige fremgang, men knap så meget som forventet, og så nogle tal, der bare slog benene væk under analytikerne. Herunder den amerikanske forbrugertillid, der nu næsten har reverseret hele nedturen under coronakrisen.

Blandt de halvgode tal var det tyske Ifo-barometer for april, der trods stigning til 96,8 var et helt point lavere end forventet, hvilket primært er forårsaget af lavere forventninger til fremtiden. På sektorniveau var der ingen store forskydninger – industri og handel steg marginalt, mens service og byggeri faldt lige så marginalt.

Ifo-instituttet sagde følgende om målingen: Tendensen i økonomien er fortsat svagt opadgående. Industrien boomer, men har problemer i de produktionsled, der leverer halvfabrikata. 45 pct. af industrivirksomhederne klager over flaskehalsproblemer med halvledere, hvilket er den største andel i 30 år. Ordresituationen og kapacitetsudnyttelsen i industrien er forbedret, og forventningerne til eksporten er steget igen, ligesom virksomhederne ønsker at ansætte flere mennesker.

Tyskland tilbage på før-coronaniveau

Det samlede Ifo-barometer ligger lige nu over niveauet før corona, men med en markant anderledes sammensætning end i starten af 2020. ”Forventningerne” ligger på det højeste niveau siden 2018, mens målingen af den ”nuværende aktivitet” ligger på niveau med målingerne set sidst i perioden omkring finanskrisen og under den europæiske gældskrise i 2012-13.

Der er nok ikke meget tvivl om, at det er den nye 2. og 3. smittebølge, og den medfølgende nedlukning, der trækker ned, mens man længere nede på mikroniveau ser effekterne af den globale mangel på mikrochips (og andre flaskehalse), der bl.a. rammer den tyske bilindustri, selvom industrien målt som samlet sektor fortsat ligger højt og faktisk stiger en smule i seneste måling.

Kortsigtet svaghed afløses af boom

Fredag blev 1. kvartals væksttal for Eurozonen offentliggjort, og de viste for andet kvartal i træk negativ vækst, hvorfor Eurozonen igen opfylder den lidet flatterende definition på en recession. Samme dag kom de tyske væksttal for 1. kvartal, og de viste et fald på 1,5 pct. Selvom Tyskland undgår at lide samme skæbne, da de havde en vækst på 0,3 pct. i 4. kvartal 2020, så har 3. smittebølge og nye nedlukninger været en mavepuster for økonomi.

Det er dog forventet, eftersom IMF allerede havde taget det med i deres forventninger for den europæiske vækst i 20021. Til gengæld forventer de, at det tabte bliver indhentet i 2. halvår 2021 og 2022. Derfor er det meget sandsynligt, at vi står overfor et større boom i økonomien.

Forventningerne vil sandsynligvis få ECB til at opjustere vækstprognosen på mødet den. 10. juni. Spørgsmålet er dog, om det vil få dem til at signalere et lavere PEPP-opkøb i 3. kvartal? Så længe udbetalingerne fra den fælleseuropæiske redningspakke ikke er kommet i gang, vil det øge sandsynligheden for, at ECB fortsætter den nye højere opkøbsrate ind i 3. kvartal.

Opturen ventes at fortsætte i USA

Fokus vil i den kommende uge rettes mod de to vigtige amerikanske ISM-målinger for industri og service samt den månedlige arbejdsmarkedsrapport. Målt på forventningerne vil opgangen ingen ende tage med en forventet fremgang til 65,0 og 64,0 i henholdsvis industri og service ISM-målingen.

Hertil kommer, at antallet af nye beskæftigede i april kan ryge på den anden side af millionen. I marts steg den med 916.000, og i april forventes den at stige med 888.000, men en måling på den anden side af 1 mio. er inden for den statistiske usikkerhed på tallet. Det vil i givet fald være den højeste måling siden august 2020.