Gå til hovedindhold
21. december 2021
Haderslev

Lokalprofil bliver ny afdelingsdirektør i Spar Nord Haderslev

Henrik Borring (47) er pr. 1. december tiltrådt stillingen som ny afdelingsdirektør i Spar Nord Haderslev. Med sig har han flere års erfaring fra den finansielle sektor, senest som filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i selvsamme by.

4098 Kolding · Nyhedsrummet 1480X830px · Personlig

Spar Nord Haderslev styrker sin position i det sønderjyske med ansættelsen af Henrik Borring som ny afdelingsdirektør. Her skal han fremover stå i spidsen for en af bankens nyere afdelinger, hvor han sammen med afdelingens seks medarbejdere skal fortsætte arbejdet med at positionere banken som Haderslevs foretrukne bank.

Henrik Borring er allerede et kendt ansigt i byen, da han siden 2008 har bestredet stillingen som filialdirektør i selvsamme by. Forinden arbejdede han som souschef i Sønderborg, mens elevtiden blev aftjent i Aabenraa. Alle tre steder under Arbejdernes Landsbanks faner. Skiftet kan derfor virke stort, men det er ikke noget, der skræmmer Henrik:

- Noget af det, jeg har set mest frem til ved skiftet, er at blive en del af en ny organisation og udvikle mig som leder i tæt samarbejde med mine nye kolleger og kunder. Derfor skræmmer det mig ikke at bryde med kendte omgivelser, tværtimod. For mig er det en stor motivationsfaktor, at jeg har fået muligheden for at være med til kaste mig ind i arbejdet med at styrke Spar Nords position som byens bank i Haderslev.

Henrik fremhæver samtidig trivsel og arbejdsmiljø som nogle af sine mærkesager, og som han vil have fokus på i sin ledelsesstil:

- Som leder ønsker jeg, at der skal være en høj grad af frihed for medarbejderne, og at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vi skal fejre vores succeser, ligesom vi skal lære af vores fejl. Erfaringer er til for at blive delt og blive klogere af, og det vil jeg have fokus på i min ledelsesstil. Jeg tror nemlig på, at det vil gøre os stærkere som bank og styrke vores tilknytning til kunderne.

Netop fokusset på at arbejde som et hold er ikke helt uvant for Henrik, der kan drage en del paralleller til sin tid som håndboldspiller på højt niveau i sine yngre dage. I dag bruges fritiden med hustruen Marianne og parrets to teenagedøtre. Om vinteren bliver det lokale fitnesscenter og den lokale golfbane skiftet ud med sneklædte løjper, mens sommerferien gerne tilbringes i sydens sol.

Henrik Borring er tiltrådt stillingen som afdelingsdirektør i Spar nord Haderslev pr. 1. december.