Gå til hovedindhold

Lasse Nyby: 25 års direktørjubilæum og 60 års fødselsdag

251120 Lasse

Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby har i 2020 25 års jubilæum i bankens direktion, og 25. november fylder Lasse Nyby 60 år. Lasse Nyby tegner dermed en bemærkelsesværdig karriere i den danske finanssektor drevet af en særlig flair for tal, en stor lyst til at arbejde med mennesker og ikke mindst en dybtfølt overbevisning om, at man høster, som man sår.

Onsdag 25. november 2020 fylder en af finanssektorens længst siddende direktører 60 år.

I løbet af sine 25 år i Spar Nords direktion og 20 år som administrerende direktør har Lasse Nyby stået i spidsen for transformationen af Spar Nord fra en regional sparekasse til en national SIFI-bank, der fortsætter med at vokse og vinde markedsandele ud over de nordjyske grænser.

Lasse Nyby har investeret et liv og en karriere i at indfri Spar Nords potentiale, og undervejs er han kun blevet positivt bekræftet i den livsfilosofi, som han voksede op med, nemlig, at man høster, som man sår.

 

Fra regional sparekasse til landsdækkende SIFI-bank

Historien om Lasse Nyby er tæt knyttet til historien om en af Danmarks ældste pengeinstitutters transformation fra regional sparekasse til landsdækkende SIFI-bank. Spar Nord står i dag som et produkt af næsten 200 års udvikling i form af overtagelser, fusioner og organisk vækst.  Vokseværket tog for alvor fart, da Spar Nord med Lasse Nyby i spidsen ved overgangen til det nye årtusinde lancerede ”lokalstrategien”, der i de efterfølgende årtier skulle vise sig at være en robust opskrift på national vækst igennem både lav- og højkonjunkturer. Kronen på værket kom i 2019, da Finanstilsynet udpegede Spar Nord til et såkaldt systemisk vigtigt pengeinstitut (SIFI) som anerkendelse af, at Spar Nord qua sin størrelse spiller en afgørende rolle i landets finansielle infrastruktur.

I dag, 25 år efter Lasse Nybys entré i direktionen, har Spar Nord nået et forretningsomfang på over 280 milliarder kroner. Efter finanskrisen er både bankudlånet og formidlingen af realkreditlån vokset konsekvent mere end sektoren i øvrigt, og den fortsatte prioritering af personlig rådgivning og lokal forankring synes at være en eviggyldig formel til høj kundetilfredshed. 

 

200 års fødselsdag i 2024

Lasse Nyby har aldrig haft en karriereplan – og det har han fortsat ikke. Det er dog ingen hemmelighed, at Lasse Nyby så småt er begyndt at gøre sig noter til den tale, han forventer at skulle holde i anledning af Spar Nords 200 års fødselsdag 12. maj 2024. Dermed også være sagt, at Lasse Nyby forventer at fortsætte i rollen som administrerende direktør i Spar Nord nogle år endnu.

60-års fødselsdagen skulle have været fejret på dagen med en reception for familie, venner, kollegaer og forretningsforbindelser, men som følge af corona-situationen er den fysiske højtideligholdelse i stedet afgrænset til den allernærmeste familie.