Nykredit offentliggør købstilbud på Spar Nord. Er du kunde eller aktionær i banken, kan du læse mere om udmeldingen her →
Indfødt Korsoraner i front for ny Spar Nord-afdeling i Korsør
Med ambitionen om at styrke sin lokale tilstedeværelse på Sjælland åbner Spar Nord nu sin 13. lokale afdeling på Sjælland– nærmere bestemt i Korsør. Til at tegne den nye lokale bank har Spar Nord sat Lennart Husted Laursen (48) ved roret.

Med mere end 26 års erfaring fra den finansielle sektor indtager Lennart Husted Laursen fremover en central rolle i landets femte største bank, når han som afdelingsdirektør skal stå i front for Spar Nords nye afdeling i Korsør. Her skal han medvirke til at realisere ambitionen om at styrke bankens tilstedeværelse på Sjælland i tæt samarbejde med de øvrige afdelinger. Det forklarer direktør i Spar Nord Slagelse Michael Bach Rasmussen:
- Lennart er en rigtig stærk og kompetent leder med mange års erfaring fra den finansielle sektor. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi er lykkedes med at tiltrække så stærk en profil til at stå i spidsen for vores nye afdeling i Korsør.
Lennart Husted Laursen er heller ikke hvem som helst. De seneste mange år har han nemlig varetaget flere stillinger i Korsør, heriblandt som afdelingsdirektør i Jyske Bank i Korsør. Han besidder derfor et indgående kendskab til branchen og ikke mindst lokalområdet, hvor han selv er opvokset og bosiddende med sin ægtefælle. Ifølge Michael Bach Rasmussen har han derfor de helt rette kompetencer til at kunne sikre rammerne for en succes:
- Korsør er en by i positiv udvikling i disse år med stort potentiale både på privat- og erhvervsområdet, og med Lennarts indgående kendskab til lokalområdet og hans mangeårige erfaring i branchen er vi ikke i tvivl om, at Lennart er den helt rette kandidat til at stå i spidsen for at bygge afdelingen op og sikre borgerne i og omkring Korsør kompetent og personlig rådgivning i mange år frem.
Selv fortæller Lennart Husted Laursen om stillingen:
- Jeg er utrolig stolt af at skulle være med til at åbne en helt ny lokal afdeling og få muligheden for at være med til at samle et team af lokale, kompetente rådgivere og sammen opbygge en kultur og historie i Spar Nord Korsør. Korsør har altid været min by, og muligheden for at lære byen banken og banken byen at kende tiltaler mig meget, fortæller Lennart Husted Laursen og uddyber:
- Jeg glæder mig til at vise, hvad den lokale tilstedeværelse betyder for såvel kunder som foreningerne i byen. At kunne kombinere jobbet som afdelingsdirektør med muligheden for at kunne deltage aktivt i lokalområdet, ser jeg som et stort plus - både for mig selv, men også for mine kommende kolleger og for lokalområdet.
Den decentrale styring, værdierne om den personlige og nærværende rådgivning og troen på fysisk tilstedeværelse er blot nogle af de ting, der har været medvirkende til at overbevise Lennart om, at stillingen som afdelingsdirektør i Spar Nords nye afdeling i Korsør var den helt rette for ham:
- Måden Spar Nord vægter den lokale tilstedeværelse, relationerne og støtten om det lokale, tiltaler mig meget. At der samtidig er stor lokal beslutningskraft, højt til loftet og en fortsat tro på fysisk tilstedeværelse i lokalsamfundet er vigtige parametre for mig, fortæller Lennart Husted Laursen og fortsætter:
- Jeg har flere tidligere kolleger, som nu er ansat i Spar Nord. De har alle talt meget rosende om Spar Nord som arbejdsplads. Udover, at banken vil det lokale, så er der en stor professionel organisation i ryggen, som gør, at vi kan yde kompetent og nærværende rådgivning samtidig med, at kunderne kan få gode produkter og digitale løsninger stillet til rådighed. Jeg glæder mig til at slå dørene op til en ny bank i byen og vise, at vi vil byen og byens borgere.
Lennart tiltrådte stillingen som afdelingsdirektør for Spar Nord Korsør pr. 1. januar og vil være tilknyttet bankområde Slagelse under ledelse af Michael Bach Rasmussen. Afdelingen forventer at kunne åbne sine fysiske lokaler i andet kvartal 2021. Indtil da vil medarbejderne i Spar Nord Korsør have sin daglige gang på Mariendals Alle i Slagelse.
Vil du høre mere om, hvordan Spar Nord Korsør kan hjælpe dig, så tag kontakt til Lennart Husted Laursen på tlf. 9616 2051 eller leo@sparnord.dk.