Spar Nord er nu en del af Nykredit-koncernen. Er du kunde i banken, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig →
- Nyheder
- Holbæk- og RegstrupSpejderne modtager donation på 36.000 kr. til spænding og bevægelse i naturen
Holbæk- og RegstrupSpejderne modtager donation på 36.000 kr. til spænding og bevægelse i naturen

Spar Nord Holbæk har, på vegne af Spar Nord Fonden, bevilget en hjertevarm donation på 36.000 kroner til Holbæk- og RegstrupSpejderne. Donationen skal gå til etablering af en ny klatretrailer.
Holbæk- og RegstrupSpejderne er en forening bestående af 2 afdelinger med et samlet antal medlemmer på 140 i alderen 3 år og opefter. Foreningen blev etableret i 1946 og har en stærk lokal forankring. Spejderne har igennem de sidste 8 år afviklet og skabt ringe i vandet med flere projekter, der rækker ud over de traditionelle spejderaktiviteter.
Bankrådsformand Bo Pedersen fik fornøjelsen af at overrække den flotte donation på 36.000 kroner fra Spar Nord Fonden til spejderforeningen. Et hjertevarmt økonomisk skulderklap der blandt andet skal gå til en ny klatretrailer, som kan bruges i forbindelse med at skabe motion i foreningslivet lokalt, og som supplement til mental udvikling via leg og teamspiritånd.
- Det er en stor fornøjelse, på vegne af Spar Nord Fonden, at kunne bidrage med stærk støtte til lokale tiltag, der gør en forskel for vores lokalsamfund. Holbæk- og RegstrupSpejderne har i længere tid gjort en stor indsats ved blandt andet at tilbyde spændende og lærerige aktiviteter til børn, unge og voksne i lokalområdet, fortæller Dorte Stage, afdelingsdirektør for Spar Nord Holbæks privatafdeling.
Holbæk- og RegstrupSpejderne har adresse på Hovedgaden 38, 4420 Regstrup. Her er døren åben for alle, der har lyst til sjove aktiviteter samt lidt spænding og bevægelse i naturomgivelser.