Gå til hovedindhold

Hadsund vil skabe ny og anderledes attraktion

På initiativ fra en række lokale drivkræfter og med midler fra blandt andet Spar Nord Fonden og Spar Nord Hadsund i ryggen, barsler Hadsund med en ny attraktion på havnefronten.

5267 Hadsund · Nyhedsrummet · Nyt Vartegn

Den nye attraktion er en 13 meter høj labyrint på Hadsund havnefront og har potentialet til at blive et nyt vartegn for Hadsund og et tilløbsstykke for både byens borgere og gæster. Centralt i projektet sidder Jørgen Myrup, afdelingsdirektør i Spar Nord Hadsund og formand for Hadsund Handel, der sammen med Hadsund Håndværker og Borgerforening er primus motor i projektet.

- Vi har arbejdet med idéen i et par år, men vi har afventet de sidste godkendelser i lokalplanen. Det har vi fået nu, og derfor kan vi for alvor sætte turbo på projektet, fortæller en glad Jørgen Myrup.

Planen for projektet er at omdanne en del af et grønt område ved havnen til et anderledes aktivitetsområde med masser af tilbud til hele familien – et område som både er til glæde for de lokale, men også som bliver et trækplaster for turister. Projektet gennemføres i to faser, hvor den første bliver den mest iøjnefaldende. Her skal nemlig skabes den helt store attraktion: En 13 meter høj labyrint, der bliver den første af sin art i Danmark.

- Hadsund er jo en fantastisk by med rigtigt meget at byde på, herunder ikke mindst naturen og stemningen i byen. Men byen mangler et trækplaster og en egentlig attraktion, som folk sætter sig ind i bilen og kører efter. Det mener vi, at 3D Labyrinten og det nye aktivitetsområde kan blive. Vi tror virkelig på, at det kan være med til at Hadsund og hele lokalområdet tager endnu et skridt fremad. Til glæde for alle, lyder det fra afdelingsdirektøren.

Labyrinten vil blandt andet blive forsynet med 13 gangbroer med forskellige forhindringer, og have en totallængde gennem systemet på 107 meter. Der vil være en rutsjebane, som starter i ni meters højde. Labyrinten vil have en kapacitet på 135 personer ad gangen, og udsigten over byen og Mariager Fjord fra toppen af labyrinten bliver helt fantastisk.

Projektet er opdelt i to faser, hvor første fase består af selve labyrinten og et overdækket terrasseområde og anden fase blandt andet rummer en stor og handicapvenlig legeplads, hvor der er tænkt lidt ekstra på børn med særlige behov. Fase et i projektet koster cirka 3,5 millioner kroner, og her er de første penge allerede i kassen.

- Vi har fået økonomisk tilsagn fra Elro-fonden, Mariagerfjord Kommune, Spar Nord Fonden og en håndfuld lokale foreninger om sammenlagt 1,5 millioner kroner. Det er solidt udgangspunkt, men nu skal vi i gang med at finde de resterende to millioner ved at søge hos forskellige fonde og gennem nogle foreninger, fortæller Jørgen Myrup, der er optimistisk i forhold til den opgave, da der er en meget positiv stemning omkring projektet.

- Vi har altid været gode til at stå sammen på tværs af foreninger, klubber og erhvervsliv, når det handler om at udvikle Hadsund, og det er jeg også sikker på, vi kommer til at gøre med dette projekt, der kommer til at sprede glæde og profilere byen, slutter han.

Ambitionen er at fase et i projektet - 3D Labyrinten og det overdækkede terrasseområde - skal stå færdigt ved udgangen af 2023. Projektet gennemføres i samarbejde med virksomheden Vikingleg i Hobro.

Publiceret d.
7. oktober 2022