Gå til hovedindhold

Forstå den nye boligskat

Fra den 1. januar næste år træder de nye boligskatteregler i kraft. Læs med her og få en hurtig gennemgang af, hvordan de nye regler skal forstås.

Nyhedsrummet · Grafik · Boligskat

De fleste boligejere har den seneste tid modtaget information fra Vurderingsstyrelsen om de nye boligskatteregler og om de offentlige ejendomsvurderinger, som reglerne bygger på.

Hvis du gerne vil have bedre styr på, hvad de forskellige ejendomsvurderinger bruges til og hvordan de nye regler kommer til at påvirke dig som boligejer, kommer her en hurtig gennemgang af det vigtigste at have styr på.

To ejendomsvurderinger og to tiltag
Forklaringen på, at mange boligejere indenfor kort tid modtager både ejendomsvurderingerne fra 2020 og fra 2022 er ret enkel.

- 2020-vurderingen er brugt til at fastsætte den enkelte boligejers boligskat i 2021, 2022 og i år, mens 2022-vurderingen er en foreløbig vurdering, som skal bruges til at beregne den nye boligskat fra og med næste år, forklarer Nick Brix, der er boligkonsulent i Spar Nord.

Det vigtigste at forstå om de nye boligskatteregler er ifølge ham, de to tiltag, som skal holde hånden under boligejerne.

- Kort fortalt vil ejendomsværdierne formentlig stige med ejendomsvurderingen for 2022, men reglerne sikrer, at alle der har en bolig ved nytår enten får en skattelettelse eller en skatterabat fremfor at skulle betale mere.

Vurderingsstyrelsen anslår, at 4 ud af 5 boligejere vil opnå en skattelettelse med de nye regler, mens de resterende boligejere altså opnår den omtalte skatterabat.

- Det betyder konkret, at der til de boligejere gives en rabat, som svarer til stigningen, så udgiften til boligskat for den enkelte boligejer fastholdes på niveauet for 2023. Skatterabatten bortfalder dog, når huset sælges.

Du kan læse mere om de nye boligskatteregler på Vurderingsstyrelsens hjemmeside. Du kan også gå ind og se den foreløbige ejendomsvurdering for 2022. eller bruge Vurderingsstyrelsen beregner til at give et estimat på, hvad du skal betale i boligskat i 2024.

Publiceret d.
12. september 2023