Gå til hovedindhold

Foreningsfitness Stubbekøbing modtager donation på 40.000 kr.

Spar Nord Lolland Falster har, på vegne af Spar Nord Fonden, doneret 40.000 kroner til Foreningsfitness Stubbekøbing. Donationen skal gå til optimering og udvidelse af foreningens træningsfaciliteter.

5909 Lolland · Nyhedsrummet · Stubbekøbing

Med en donation på 40.000 kroner fra Spar Nord Fonden søger Foreningsfitness Stubbekøbing at udvide deres træningsfaciliteter, så de kan tilbyde medlemmerne endnu bedre muligheder for at være fysisk aktive. Foreningen lægger vægt på, at fitnesscenteret skal være for alle, uanset om man er 15 år eller 80 og derover.

- Den økonomiske støtte fra Spar Nord Fonden betyder enormt meget for os, da den virkelig skubber vores projekt i en positiv retning. Vi vægter fællesskabet højt, og at det altid skal være rart, trygt og sikkert at være i Foreningsfitness Stubbekøbing. Med en udvidelse af vores træningsfaciliteter kan vi gøre det endnu mere attraktivt for eksisterende såvel som nye medlemmer, fortæller Betina Madsen, formand for Foreningsfitness Stubbekøbing.

- Vi er glade for, på vegne af Spar Nord Fonden, at kunne tilbyde økonomisk støtte til et rigtig godt formål. Foreningsfitness Stubbekøbing er en vigtig aktør i vores lokalsamfund, da den tilbyder borgerne værdifulde afsæt i fællesskab og fysisk aktivitet. Foreninger der kan fungere som samlingssteder, hvor der er fokus på samvær og fysisk samt mental sundhed har stor betydning for et sundere lokalsamfund, fortæller Brian Skov Henriksen, direktør for Spar Nord Lolland Falster.

Hos Foreningsfitness Stubbekøbing kan medlemmerne træne alene eller sammen med andre i et træningsareal med udstyr til både kredsløbs- og styrketræning. Herudover er der mulighed for holdtræning, hvilket indebærer holdtyper til ethvert formål – for eksempel kondition og forbrænding, styrke og opstramning eller balance i krop og sind.

Publiceret d.
11. april 2023