Gå til hovedindhold

Dyrlægegruppen Laugø hyldes som Succesvirksomhed

6743 Helsinge · Nyhedsrummet · SV23

Med erhvervsprisen Succesvirksomhed anerkender Spar Nord og BDO de 1.000 danske virksomheder, der kontinuerligt lykkes bedst med at skabe vækst og overlegne finansielle resultater. En pris som Dyrlægegruppen Laugø glædeligt kunne tage imod i år.

Succesvirksomhed 2023 uddeles af Spar Nord og BDO til top 200 virksomheder i hver af landets 5 regioner baseret på antal medarbejdere og de tre centrale nøgletal: Resultat før skat, egenkapital og soliditet. Det er således de virksomheder, der år efter år er med til at skabe vækst i erhvervslivet. De er foregangsvirksomheder og en oplagt kilde til inspiration for andre ambitiøse virksomheder.

Til stor glæde for den nordsjællandske dyreklinik Dyrlægegruppen Laugø, der leverer kvalitetsbevidst behandling af blandt andet kæledyr, heste, kreaturer, får, geder og grise, kunne man fejre kåringen som en af landets succesvirksomheder. Stifter og ejer af dyreklinikken Klavs Alexander tog glædeligt imod prisen, overrakt af Spar Nord Helsinge, som understreger den positive udvikling i virksomheden.

- Vi er meget glade for at modtage denne flotte pris, der vidner om vores målrettede indsats for at levere et højt niveau af service for vores kunder og deres dyr. Jeg vil gerne sende en stor tak til vores fantastiske medarbejdere, der hver dag yder en stor indsats for, at vi kan skabe gode resultater og løsninger for kunden, fortæller Klavs Alexander.

Ud af Danmarks mere end 300.000 aktive virksomheder kan kun et lille udsnit bryste sig af titlen Succesvirksomhed. De er foregangsvirksomheder, der skaber udvikling og inspiration både lokalt og i hele dansk erhvervsliv.

Publiceret d.
19. oktober 2023