Gå til hovedindhold

Brøndby Strands Gymnastikforening modtager donation på 36.745 kr.

Spar Nord Fonden donerer 36.745 kroner til Brøndby Strands Gymnastikforening. Donationen skal gå til udvidelse af redskabssortimentet, da foreningen er flyttet ind i en ny og større springhal.

5960 · Hvidovre · Nyhedsrummet · Gymnastikforening

Med en donation på 36.745 kroner fra Spar Nord Fonden søger Brøndby Strands Gymnastikforening at udvide deres redskabssortiment, fordi de er flyttet ind i en ny springhal. Hertil har foreningen opnået en medlemsforøgelse på over 200 personer og er nu over 600 medlemmer i alt.

Med en imponerende medlemsforøgelse og en helt ny springhal skal den økonomiske opbakning specifikt gå til indkøb af en sekskantet airtrack til spring og koncepter samt redskabsvogne til bedre arbejdsvilkår i foreningen.

- Det betyder enormt meget for os at modtage en donation fra Spar Nord Fonden. Med et økonomisk skulderklap af den kaliber kan vi for alvor etablere nogle gode forhold for vores medlemmer. Den nye springhal med optimerede redskaber kommer til at tilbyde et stabilt fundament, hvor børn, unge og voksne i fællesskab kan få nogle værdifulde oplevelser, fortæller André Sode Carlsen, kasserer i Brøndby Strands Gymnastikforening.

- Som lokalbank er vi stolte over at kunne støtte op om det lokale foreningsliv, der på mange måder har stor betydning for et sundere lokalsamfund. Brøndby Strands Gymnastikforening er et samlingspunkt for mange unge mennesker, hvor fællesskab, sammenhold og fysisk aktivitet er nogle af de mange elementer, der er i højsædet. Vi er derfor glade for, på vegne af Spar Nord Fonden, at kunne tilbyde økonomisk støtte til denne forening, udtaler Mia Christine Leimand, afdelingsdirektør for Spar Nord Hvidovre.

Brøndby Strands Gymnastikforening er en forening med plads til alle. Foreningen sætter fokus på idrætslig udvikling og sammenhold. Adressen for springhallen er Skolevang 3, 2660 Brøndby Strand.   

Publiceret d.
18. april 2023